15 personer er allerede fundet døde, men myndighederne i Nepal frygter, at mange flere lig vil dukke op de kommende dage efter et dramatisk brokollaps 1. juledag.
Mindst 100 mennesker er således meldt savnede efter at stålbroen ved landsbyen Chunchu pludselig kollapsede, mens hundredevis af lokale var på vej til en religiøs fest.
- Vi søger på begge sider af floden. Vi ved ikke præcist, hvor mange mennesker, der er savnet, oh derfor har vi sendt hold til landsbyer i nærheden for at finde ud af, om indbyggerne har hørt fra deres slægtninge, siger guvernør Anil Pandey til nyhedsbureauet AP.
Han tilføjer, at myndighederne endnu ikke har opgivet at finde flere overlevende, men at chancerne nok er små - ikke mindst fordi vandet i floden er iskoldt. 15 personer er foreløbigt bekræftet døde, mens 32 hårdt kvæstede personer er blevet bragt til behandling på sygehuset.