Faldende levestandard og rekordhøj arbejdsløshed i en række EU-lande førte onsdag til omfattende 1. maj-demonstrationer mange steder på kontinentet og i euro-zonen, hvor regeringerne er under pres for at lempe den nuværende sparekurs.
Tusindvis af demonstranter var på gaden i Madrid, hvor de blokerede det centrale forretningscentrum på Gran Via. Demonstrationerne var præget af hvide flag og store plakater med slogans som "Nedskæringer ødelægger og dræber" og "Reformer er røveri."
- Spaniens fremtid ser skrækkelig ud. Der har kun været tilbageslag under denne regering, siger en tidligere embedsmand, den 54-årige Alicia Candelas, som har været uden arbejde i to år.
Det er gået tilbage for den spanske økonomi syv år i træk, og arbejdsløsheden har sat ny rekord på over 27 procent.
- Der har aldrig været en 1. maj, hvor der var så mange grunde til at gå på gaden, siger Candido Mendez, der leder den store fagforening UGT, som havde opfordret alle arbejdere og ledige til at deltage i de over 80 demonstrationer i landet.
I Athen var der udkommanderet et stort opbud af politi, men 1. maj-demonstrationerne forløb fredeligt.
"Vi vil ikke blive til slaver, gå på gaden, " stod der på bannere, som omkring 5000 arbejdere og studerende bar frem til pladsen foran parlamentet.
Tidligere havde hundredvis af mennesker med tilknytning til kommunistpartiet KKE været samlet på Syntagmapladsen, hvor der tidligere har været voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter.
- Økonomien bliver ikke rettet op af fallerede banker og det korrupte politiske system, men af arbejderne og deres kamp, siger Alexis Tsipras, der talte til demonstranter, der er imod de økonomiske aftaler mellem Athen og EU.
Men der var færre på gaden i Grækenland i år end sidste år, hvor 100.000 var samlet på Syntagmapladsen.
Titusinder demonstrerede også i Italiens store byer og krævede handlinger fra den nye regering mod arbejdsløsheden, som er på 11,5 procent og på 40 procent blandt under unge.
Forbundskansler Angela Merkel, som af mange sydeuropæere opfattes som lederen af spare- og nedskæringspolitikken i eurozonen, sagde ved et møde tirsdag med den nye italienske regeringschef, Enrico Letta, at konsolideringer af statslige budgetter ikke behøver at være i modstrid med at skabe vækst.
- Det afgørende drejer sig ikke om budgetunderskud eller vækstrater, men om at få folk i arbejde igen.
/ritzau/Reuters