Blogindlæg Blogger til forligskreds bag førtidspensionsreform: Har I virkelig stenhjerter?
I en forespørgselsdebat i Folketinget fredag bad Enhedslisten forligspartierne om løsninger på de mange problemer, som de har skabt for titusindvis af mennesker med reformen af førtidspension og fleksjob. Disse menneskers lidelser og nødråb preller stadig af på de fem af partierne, og vi fik ikke mange svar.

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

SIDEN IKRAFTTRÆDELSEN i 2013 har der været massive problemer og uretfærdigheder i daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) reform af førtidspension og fleksjob.

Det har mange fagfolk, fagforeninger, handicapforeninger og enkeltpersoner, herunder jeg selv, fremført utallige gange over for forligskredsen, der som bekendt består af Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.

Og utallige har antallet af samråd, forespørgselsdebatter og beslutningsforslag været, som forskellige partier uden for forligskredsen har indkaldt de respektive beskæftigelsesministre og andre parter til i den forgangne periode.

Dertil kommer dokumentationen fra et meget stort antal mennesker, der enten har fortalt om det til medierne, medvirket i bogantologier (Stemmer fra dybet og De reformramte), lagt dokumentation ud i sociale Facebook-grupper eller på anden måde bevidnet reformens gennemgribende konsekvenser.

I fredags, den 5. april, var beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og forligspartierne endnu engang inviteret til at komme med løsninger. Beskæftigelsesordfører for Enhedslisten Finn Sørensen havde indkaldt til en forespørgselsdebat i Folketinget ud fra spørgsmålet: ”Hvad kan ministeren oplyse om evalueringen af reformen af førtidspension og fleksjob?”

HANS ØNSKE VAR at få forligspartierne til at komme med løsninger til titusindvis af mennesker, som ”med god grund [er] bange for deres fremtid, frustrerede og vrede” over de forhold, som forligskredsen byder dem.

Han ville have dem til at bryde deres larmende tavshed om deres såkaldte evaluering af reformen, som begyndte for over halvandet år siden, og tilkendegive deres positioner i debatten mere konkret. Han sagde blandt andet:

”Det er på høje tid, at forligspartierne kommer med nogle konkrete svar til de mennesker, der er blevet og stadigvæk bliver ramt af denne reform.

Nogle svar til dem, der ofte, stik imod lægernes advarsler, bliver sendt ud i det ene udsigtsløse forløb efter det andet, som de i mange tilfælde får det værre af.

Til dem, der bliver nægtet førtidspension, selvom de kun har lille eller slet ingen arbejdsevne.

Til dem, der gerne vil have et fleksjob på deres nuværende arbejdsplads, men ikke kan få det på grund af den måde, loven er indrettet på.

Også nogle svar til dem, der går ned i løn, fordi de skifter fra det fleksjob, de har haft i mange år, til et nyt, eller som oplever, at de får en lavere timeløn end deres kollegaer.

Og nogle svar til dem, der oven i sygdom og handicap oplever, at de bare bliver fattigere og oven i købet bare oplever mistænkeliggørelse på jobcentrene.

Tiden er jo ved at rinde ud. Lige om lidt er der folketingsvalg. Har forligspartierne virkelig tænkt sig at møde vælgerne uden at have en løsning på de mange problemer, som deres reform har skabt?”

Finn Sørensen læste et forslag til vedtagelse op, som Enhedslisten er kommet med sammen med Alternativet og Dansk Folkeparti, og som der bliver stemt om i Folketinget på tirsdag den 9. april.

Her opfordrer de regeringen til straks at indkalde alle partier i Folketinget til forhandlinger om forbedringer af reformen med henblik på at indgå en aftale inden folketingsvalget, som kan give alvorligt syge og mennesker med alvorlige handicap en øget retssikkerhed. De opfordrer til, at der i de pågældende forhandlinger blandt andet tages udgangspunkt i de seks krav fra initiativet VærdigReform (se dem via linket).

I sin egen ordførertale tilsluttede han sig også VærdigReform. Enhedslisten vil desuden gå endnu videre og blandt andet sætte grænsen for ret til førtidspension ved 12½ times arbejdsevne om ugen frem for ved de 7 timers arbejdsevne, som det foreslås af Værdig Reform.

BESKÆFTIGELSESMINISTEREN kunne ikke løfte ret meget af sløret for, om de kommer nogen vegne med den evaluering. Han afslørede dog, at han har planlagt et foreløbigt sidste møde med forligskredsen den 25. april – hvis det bliver det sidste – og at han håber på at kunne indgå en aftale før folketingsvalget, som kan træde i kraft efter valget.

Ellers så og hørte jeg en beskæftigelsesminister, der som sædvanligt virkede helt uanfægtet af forholdene og tilfreds med egen indsats. Det var den sædvanlige ordflom. Det var på ingen måde at mærke på ham, at situationen hele tiden har krævet, og stadig kræver, akut politisk handling for de berørte.

Hans referenceramme var de absolut mest positive undersøgelser og kilder, som ministeriet har kunnet fremfinde, mens han ignorerede alle de kilder, der har vist et helt andet og mere nuanceret billede.

Han stod derimod, sammen med forligspartierne, bag et forslag om en vedtagelse, der er en meget tynd kop te. Også dét kommer til afstemning den 9. april. 

Det siger, at ”… den samlede evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob generelt viser en positiv udvikling, hvor flere er kommet i fleksjob, men at der også er negative virkninger, herunder at for mange ressourceforløb har for lidt indhold. Folketinget følger området tæt og konstaterer, at forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob har drøftelser om evalueringen af reformen for at rette op på de negative virkninger og styre de positive virkninger, som evalueringen peger på.”

Det er lidt om ressourceforløb og lidt om ønsker om progression i små fleksjob. Men ingenting om, at det er blevet for svært at få førtidspension. Ingenting om, at menneskers sygdomme og lægeerklæringer ikke bliver respekteret.

I øvrigt er det en absurd betragtning, at fleksjobbere i små fleksjob skal kunne udvikle deres arbejdsevne. Fleksjob får man jo netop kun tilkendt, hvis man har en varigt nedsat arbejdsevne. Kunne den udvikles, var den ikke varigt nedsat.

Lad os se nærmere på de væsentligste svar fra de enkelte forligspartier og tegne deres positioner, for så vidt angår tilkendelse af førtidspension.

LIBERAL ALLIANCES beskæftigelsesordfører Laura Lindahl tilkendegav på foranledning af et direkte spørgsmål fra Finn Sørensen, at Liberal Alliance ikke vil lempe førtidspensionen:

”Ja, det er fuldstændigt korrekt, at Liberal Alliance er optaget af at sikre, at mennesker kan arbejde så lang tid som overhovedet muligt. Og vi er ikke interesserede i at lempeliggøre denne her ordning. Vi er ikke interesserede i, at Danmark skal have flere på førtidspension. Vi er interesserede i at hjælpe flere i fleksjob og andre ordninger. Så det kan jeg bekræfte: Liberal Alliance ønsker ikke at gøre førtidspensionsordningen mere lempelig, end den er i dag.”

De Konservatives beskæftigelsesordfører Anders Johansson var slet ikke til stede, men lod sig repræsentere med en sætning af Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen.  

Det er ellers velkendt fra rygtebørsen, at De Konservative, ligesom Liberal Alliance, er afvisende over for at lempeliggøre førtidspensionsordningen. Men om det er sandt, har vi altså stadig til gode at få klar besked om fra ordføreren.

De Radikales beskæftigelsesordfører Rasmus Helveg Petersen holdt på kun godt ét minut den korteste af alle ordførertalerne. Efterfølgende spurgte Finn Sørensen ham: ”Det skal altså forstås sådan, at ordføreren egentlig står samme sted som fru Laura Lindahl fra Liberal Alliance: at det ikke skal være nemmere at få førtidspension, end det fremgår af loven i dag?”

Rasmus Helveg Petersen svarede: ”Jeg vil forfærdeligt gerne have, at folk, der skal på førtidspension, skal have førtidspension, men jeg synes heller ikke, det er en rettighed, vi skal være hurtige til at tildele folk.”

VENSTRES BESKÆFTIGELSESORDFØRER Hans Andersen var mere vag i spyttet om Venstres position.

Efter hans ordførertale spurgte Finn Sørensen ham: ”Så siger ordføreren: De, der kan, skal arbejde, og dem, der ikke kan, de skal ikke arbejde. Underforstået: De skal have en førtidspension. Længere er den ikke, siger ordføreren. Man kan sige: Længere burde den ikke være.

Men den er jo længere. For det er jo ikke det, der står i loven. Der står, at hvis kommunen vurderer, at borgeren kan udvikle arbejdsevne på sigt (direkte citat), så skal kommunen ikke give en førtidspension. Så skal kommunen forsøge at udvikle den arbejdsevne, som ikke er til stede i øjeblikket, i form af yderligere arbejdsprøvninger eller ressourceforløb, eller den skal sende borgeren i et minifleksjob (…). Så der står ikke det i loven, som ordføreren siger. (…) Det er jo dén formulering, der er det grundlæggende problem. (…) Vil Venstre imødekomme et ønske om, at det skal være nemmere at få tilkendt førtidspension?”

Det svarede Hans Andersen ikke på, så Finn Sørensen spurgte ham endnu engang. Hans Andersen gentog: ”Vi drøfter gerne, hvad balancen skal være [mellem hvem der skal have førtidspension, og hvem der ikke skal, red.]. Nærmere tror jeg ikke, vi kommer det i dag. Jeg tror, det er bedst, vi tager forhandlingerne i forligskredsen.”

SOCIALDEMOKRATIETS beskæftigelsesordfører Leif Lahn var også vag i spyttet om Socialdemokratiets position i forhold til førtidspensionsordningen.

Efter hans ordførertale spurgte Finn Sørensen ham: ”Mette Frederiksen har for et par år siden sagt, at det skal være slut med sengepraktik. Er det et forslag, som ordføreren vil rejse i forhandlingerne, altså at der skal laves nogle lovændringer, som forhindrer kommunerne i at sende folk i arbejdsprøvninger i deres medbragte seng?”

Leif Lahn svarede: ”En ting er i al fald sikkert: Arbejdsprøvninger skal altid give mening, og hvis de ikke giver mening, så skal man ikke have de arbejdsprøvninger. Det er noget, der ligger helt klart. Og den diskussion skal vi også tage i forhandlingerne.”

Hertil bemærkede Finn Sørensen, at det ikke var et klart svar, og spurgte, om Socialdemokratiet ville indgå en ny aftale med Dansk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten og opsige det nuværende forlig.

Det ville Leif Lahn ikke svare direkte på, men sagde: ”Jeg sagde også, at dem, som skal have førtidspension, skal have førtidspension.”

SF’S BESKÆFTIGELSESORDFØRER Karsten Hønge var den mest samvittighedsfulde af ordførerne fra forligskredsen. Han undrede sig i sin ordførertale over den langsommelighed, hvormed evalueringsforløbet har fundet sted. Og så konkretiserede han, at ”SF arbejder for en gennemgribende ændring af loven”, der ”skal styrke borgeren over for systemet.”

”Konklusionen er, at det er nødvendigt, at Folketinget griber ind over for det landslotteri, der foregår,” sagde han og bakkede som den eneste forligspart op om de seks forslag fra Værdig Reform. Han uddybede blandt andet, hvad det betyder i forhold til tilkendelse af førtidspension:

”SF foreslår konkrete ændringer, for eksempel at når arbejdsevnen er under 7 timer om ugen, så skal borgeren kunne vælge mellem ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, og hvis borgeren ikke er afklaret inden for de fem år, som er afsat, så skal borgeren kunne vælge mellem revalidering, fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension.”

Og så havde han en særlig opfordring til Socialdemokratiet om ”… at komme med klare meldinger og stå fast på de syges rettigheder. Nu skal vi forbedre den her lov, som har så meget på samvittigheden,” sluttede han sin ordførertale.

FORESPØRGSELSDEBATTEN tegnede således et billede af, at Liberal Alliance, De Radikale og måske flere af de øvrige forligspartier blokerer for opblødning af lovgivningen om førtidspension. Det tyder på, at der ikke rigtig kommer noget ud af forhandlingerne i forhold til det grundlæggende problem, at en masse mennesker bliver sendt ud i nogen udsigtsløse forløb. Et problem, som ellers både SF og i ét eller andet omfang Venstre og Socialdemokratiet anerkender.

Derfor spurgte Finn Sørensen også Karsten Hønge, om SF kunne forestille sig at træde ud af forliget.

Men det afviste Karsten Hønge, at SF vil gøre. Han mente ikke, at et eneste sygt menneske i landet ville få det bedre af dét, men påpegede, at forligskredsen i så fald blot ville fortsætte fuldstændigt uforandret bare med SF uden for døren.

Det var Finn Sørensen ikke enig i: ”Det ville jo selvfølgelig ændre den politiske situation fuldstændig. Hvis ét af forligspartierne træder ud af forliget inden folketingsvalget og går til valg sammen med andre partier på en platform, der meget bedre svarer til de krav, som man selv har (…), så tror jeg, det vil være muligt at lave en god aftale mellem SF, Dansk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten.

Og mon ikke det ville gøre et vist indtryk på visse andre forligspartier, for eksempel på Socialdemokratiet, som har en ambition om at beklæde statsministerposten efter næste folketingsvalg? For det ville jo også være et tilbud til Socialdemokratiet om at de kunne få indfriet deres krav? Alternativet er jo, at Liberal Alliance og eventuelle andre partiers vetoret over for forbedringer på dét område vil fortsætte til efter valget.”

JEG SYNES, DET VAR en mistrøstig debat. Ganske vist var der, som beskrevet ovenfor, nuancer i forligspartiernes positioner. Men som det ser ud nu, er der ikke udsigt til nogen fundamentale lempelser af vilkårene for de mest syge i vores land, for så vidt angår retten til førtidspension.

Oven i købet sad nogle af politikerne fra forligskredsen og grinede uberørt undervejs. Det gjorde eksempelvis Troels Lund Poulsen og Hans Andersen under Torsten Gejls ordførertale, hvor han blandt andet læste en alvorlig passage fra De reformramte. Sådan en fremtoning er respektløs over for de mennesker, hvis liv de har i deres politiske hænder, og over for den politiker, der kommer med sin ordførertale. Den matcher desværre den kynisme, hvormed denne reform er blevet ført ud i livet og stadig bliver fastholdt.

Jeg må efterhånden konkludere, at politikerne fra de fem ud af seks forligspartier har stenhjerter. Jeg har ikke længere andre ord til at dække denne endeløse tomgangsøvelse. Titusinder af menneskers lidelser og nødråb fra nu mere end seks år preller simpelthen af på de fem af partierne, og de fremstår stadig fuldstændigt indifferente over for stort set ethvert argument og ethvert menneskeligt behov og nødråb fra de berørte borgergrupper.

Hvordan kan de dog fortsætte ufortrødent videre, som om intet var hændt? Hvordan kan de dog sidde så mange menneskers og organisationers nødråb overhørig igen og igen?

JEG GENTAGER DERFOR min opfordring til dem om alligevel her i 12. time at omvende sig og komme med løsninger til de reformramte. Kan det ikke lade sig gøre, vil jeg opfordre SF og andre, der alligevel måtte mene, at de har kødhjerter, til at opsige forliget og tilslutte sig kritikken fra Enhedslisten, Alternativet og DF.

For enhver, der forbliver i et forlig, forbliver medansvarlig for alle dets konsekvenser, også selvom man har forsøgt at trække i en anden retning.

Det er ikke alene loven, der, som Karsten Hønge sagde i sin ordførertale, har meget på samvittigheden. Det er heller ikke alene kommunerne, sådan som Leif Lahn og andre ordførere så gerne taler om.

Det er alle de partier og politikere, som har stået bag forliget eller ført det ud i livet. Ansvaret og skylden ligger hos konkrete mennesker, og de har også magten til at ændre kursen, hvis de vil ændre på de umenneskelige vilkår i reformen.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

via Listen To News