Et 14 år langt ægteskab er slut i Storbritannien, hvor det britiske kongehus oplyser til ugebladet Hello!, at Lady Davina Windsor skal skilles fra gemalen Gary Lewis.
Parret mødte hinanden, da de begge var på rejse i Bali for 19 år siden.
De sagde i 2004 'I do' til hinanden, og samen har de børnene Senna Kowhai på otte år og Tana Mahuta på seks år.
Gary Lewis, der har en søn på 26 år fra et tidligere forhold, kommer fra New Zealand, og han var den første person med Maori-baggrund i det britiske kongehus.
Lady Davina Windsor er placeret som nummer 30 i tronfølgerrækken hos den royale familie på den anden side af Nordsøen. Den 41-årige lady er datter af dronning Elizabeths fætter, Hertugen af Gloucester.
- Lady Davina Windsor og Gary Lewis blev skilt sidste år, lyder det korte budskab fra Buckingham Palace til det engelske ugeblad, der skriver, at Lady Davina Windsor efter skilsmissen bor i London med de to børn.