En 61-årig mand fra Lolland er ved Retten i Nykøbing på Falster blevet dømt for at krænke blufærdigheden hos en person, der har måtte finde sig i at få besøg af en række af sexlystne mænd.
Folketidende skriver, at manden fra Maribo-egnen har lokket andre mænd til en adresse, der ikke var hans egen, med løfter om sex.
I 21 tilfælde har han udgivet sig for at være en anden på en hjemmeside, hvor han lokkede mænd ud til den andens persons adresse med løfter om sex.
I anklageskriftet står der, at "ikke under fem" mænd mødte op ude på adressen, hvor den intetanede beboer blev krænket af gæsternes liderlige forventninger.
Den 61-årige erkendte i retten, at han på den måde har begået blufærdighedskrænkelse.
Han er nu dømt 40 dages betinget fængsel - det sker på betingelse om samfundstjeneste, skriver Folketidende, der oplyser, at manden fik konfiskeret den iPad, han har brugt til at skrive sine lumre beskeder med falske løfter om sex.