Debatindlæg FOA-profiler: Akademikerne bør skamme sig over deres fagforening

Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.

Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.

Fagforeningerne blev skabt som fællesskaber, der både skulle skabe forbedringer for medlemmer og forandringer for alle. Disse grundlæggende formål er fortsat relevante. Også for de akademiske fagforeninger.

Men når akademikere fører aktiv kamp for at fastholde afstanden mellem egne privilegier og andre lønmodtagergruppers ringere vilkår, så handler det ikke længere om fagforeningsarbejde. Så handler det i stedet om fagegoisme og social imperialisme.

Sigtet med Velfærdsaftalen fra 2006 om stigende folkepensionsalder var fastholdelse af en gennemsnitlig tid på folkepension på 14,5 år. Folketingets partier vidste det godt dengang. Og akademikerne vidste det godt: Det er de højtlønnede med de lange uddannelser, der scorer på denne gennemsnits-betragtning. De højtuddannede får mere end 14,5 år. De ufaglærte og kortuddannede får mindre. Den højtuddannede mand har udsigt til at leve otte år længere end den ufaglærte eller kortuddannede. Og dermed udsigt til at få otte års folkepension mere.

Dermed omfordeler vi folkepension fra de dårligst stillede til de bedst stillede.

Det er fastholdelse af denne uretfærdige omfordeling, akademikernes hovedorganisation nu blæser til aktiv kamp for at bevare. Står det til AC, skal de ufaglærte og kortuddannede fortsat have færre end 14,5 år på folkepension, så akademikerne fortsat kan have flere end de 14,5 år. Det ligefrem støder Akademiker-formandens retfærdighedssans, hvis hans medlemmer ikke fortsat skal kunne regne med denne ekstra-gevinst gennem omfordeling.

Det er godt nok en melding, der vil noget.

Tænk, at man som akademiker kan opfatte det som uretfærdigt og ligefrem stødende, at fysisk eller psykisk nedslidte får mulighed for at tjekke ud fra arbejdsmarkedet før tid, og at dem, der startede tidligst på arbejdsmarkedet kan vælge at gå på folkepension tidligere end dem, der startede senest.

Det er da et fantastisk synspunkt, at de lavest lønnede gerne må betale de højest lønnedes langvarige uddannelser, mens det vil være den dybeste uretfærdighed, hvis de lavestlønnede opnår det samme antal år på folkepension som de højest lønnede.

Det er virkelig eliten for fuld udblæsning. Det er virkelig en akademiker-identitet, som er sig sine langt bedre vilkår yderst bevidst, og som i den grad føler sig hævet over resten. Og det er virkelig privilegie-forsvar, så det giver kvalme.

Her er der grund til, at akademikere med fornuften og fællesskabsfølelsen i behold skammer sig over deres fagforening, og til at de øvrige fagforeninger får sat AC af på første rasteplads ved en kommende trepartsforhandling om en pensionsreform, hvis det skal kunne ende med en solidarisk reform.

 

Den akademiske panik over mulige forbedringer for dem i den anden ende af lønstigen er umiddelbart forårsaget af Socialdemokratiets fornuftige tanker om en pensionsreform, der sigter på nedslidte og slidte.

Tanker, som forhåbentligt kan føre til et pensionssystem, som både indeholder almindelig førtidspension og seniorførtidspension. Og vel at mærke en seniorførtidspension med en bredere dør, som gør pensionering mulig for seniorer, når den almindelige førtidspension ikke kan opnås. Og som tilføjer en ret til som nedslidt at forlade arbejdsmarkedet tidligere og en ret for de, der har knoklet flest år på arbejdsmarkedet, til at vælge at gå på folkepension før tid.

Men AC-panikken stikker dybere end den debat, som Socialdemokratiets forslag med rette har sat gang i her op til det forestående Folketingsvalg.

Panikken er i lige så høj grad udløst af, at AC er vant til at være i kontrol.

Vant til at lave lobby-virksomhed på de bonede gulve. Vant til at være i tæt kontakt med beslutningstagernes akademiske rådgivere og finde akademiker-venlige løsninger i korridorerne. Og vant til, at ministerierne er befolket med AC’s medlemmer, og at overenskomstmodparterne er og tænker som akademikere.

Og så kommer Socialdemokratiet med en vigtig pensionsmelding, som umiddelbart er udenfor AC’s rækkevidde.

Forhåbentligt kommer vi ikke til at opleve, at en pensionsreform efter et regeringsskifte ender med at blive tilpasset akademikernes behov for at tilhøre en elite, som i pensionssammenhæng forgyldes med andres folkepensionsår.

En pensionsreform, som holder stand mod akademikerpres fra alle sider, vil for alvor kunne gøre indhug i den fundamentale ulighed i, hvor mange år på folkepension, vi har udsigt til at opleve.

Dette er et debat-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.