Københavns Byret valgte at straffe Nicklas Bendtner med ubetinget fængsel i 50 dage for vold mod en taxachauffør i København.
Rosenborg-angriberen er netop færdig med at afsone sin dom med fodlænke. Han er nu rejst til Norge for at fortsætte sin måljagt i Tippeligaen.
Tilbage i Danmark står den 31-årige taxachauffør, der blev overfaldet af fodboldstjernen. Chaufføren forklarer nu til B.T., at han stadig kæmper med eftervirkninger af en brækket kæbe.
Han mistede sit job i forbindelse med det blodige møde med angriberen, der den 8. september 2018 var i byen med sin kæreste.
Ud på natten satte parret sig ind på bagsædet af en taxa i det indre af København.
Nicklas Bendtner har forklaret, at chaufføren kørte en uhensigtsmæssig vej, og derfor forlod parret hyrevognenen - og det var uden at betale regningen på 52 kroner.
På en overvågningsvideo, der spillede en central del af retssalen, fremgår det, at chaufføren flere gange råbte 'luder' af de to passagerer.
- Jeg skal slå ham. Jeg sværger ved min mors grav, sagde chaufføren i en telefonsamtale med en ven.
B.T. skriver, at taxachaufføren valgte at køre tilbage til fodboldspilleren og modelkæresten.
Chaufføren forlod sin bil. Han kastede med en tom dåse, og under retssagen forklarede Nicklas Bendtner, at dét fik ham til at føle sig truet.
Optrinnet sluttede med, at Nicklas Bendtner gik hen og slog chaufføren hårdt i ansigtet. Retten mente, at det var bevist, at den tidligere Arsenal-stjerne også sparkede på sit offer. Sammenstødet mellem de to mænd medførte, at chaufføren brækkede sin kæbe.
Taxachaufføren blev frikendt for forsøg på vold, men han blev fyret fra sit job hos Dantaxi. Chaufføren, der ønsker at være anonym af hensyn til sine fremtidige jobmuligheder, siger til B.T., at han føler sig som den store taber i sagen.
- Han har fået en straf, men han er ikke blevet fyret. De er klar til at tage imod ham med åbne arme og et kys på panden oppe i Rosenborg. Jeg sidder tilbage og har mistet mit arbejde, siger han.