Drama i Bilka: Vagtmand slået i ansigtet af formodede tyve
Arkivfoto. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix
Den 49-årige vagtmand fik slået en tand løs, da han konfronterede de mistænkelige personer i Bilka.

En vagtmand endte med at blive overfaldet med knytnæveanslag i ansigtet, da han torsdag aften lagde mærke til to-tre mistænkelige mænd i Bilka i Esbjerg.

Den 49-årige vagt så, at en skægtrimmer blev gemt under jakken på en af personerne. Han forsøgte at tilbageholde personerne, da de ville forlade butikken på Stormgade i den vestjyske by.

Ekstra Bladet skriver, at vagtmanden blev slået i ansigtet med knytnæve, da der opstod tumult i konfrontationen med personerne. Slaget var så hårdt, at en af den 49-årige mands tænder blev slået løs, og han måtte køres til behandling på skadestuen.

Det lykkedes politiet at anholde to mænd. Bjørn Pedersen, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, vurderer, at det lykkedes en tredje mand at stikke af fra episoden.

En 37-årig mand fra Billund formodes at være ham, der slog vagtmandens tand løs, og han blev sammen med en 28-årig mand fra Ansager anholdt.

De har begge tilbragt natten i arresten.

via Listen To News