Peter Ingemann har i rollen som vært på TV2-programmet 'Størst' haft travlt med at besøge nogle af de mest fascinerende steder på jordkloden.
Den 45-årige journalist har været på besøg i Fødselskirken i Bethlehem, mødt wrestling-legenden Hulk Hogan og været en tur i Bangkok - ja, blot for at nævne nogle af destinationerne i den seneste programrække af rejseprogrammet.
Men nu kommer der også ro på. Peter Ingemann forklarer til Billed-Bladet at han trækker stikket og holder orlov fra sit job på TV2.
- Jeg har et fedt job, men det er samtidig også hårdt. Siden sommerferien er jeg hver fjortende dag rejst ud i verden for at lave 'Størst', siger Peter Ingemann, der holder orlov i de første fire måneder af 2019.
Peter Ingemann understreger over for Ekstra Bladet, at han ikke er træt af at lave fjernsyn. Derimod drejer den kommende pause sig om, at han skal finde ny inspiration.
Den tidligere vært på 'Hammerslag' er lige nu i Jerusalem, hvor han har holdt jul med sin familie. Det er anden gang inden for et års tid, at Peter Ingemann vælger at tage orlov.
- Jeg synes, det er velfortjent, at jeg trækker stikket i en periode. Sidste gang, jeg gjorde det, var det fordi, jeg havde meget om ørerne, og jeg skulle passe på mig selv og have luft, siger han til Ekstra Bladet.