Zzz: Gode sovevaner forebygger fedme hos børn
Børn risikerer at få mere fedt om maven, hvis de sover for lidt. Også selv om de spiser sundt.
I tre måneder fik skolebørn serveret sund nordisk mad. Overraskende tog nogle af børnene på. Det skyldes, at de sov for få timer, viser undersøgelse. 
OBS: Børnene på fotoet har ikke deltaget i undersøgelsen
I tre måneder fik skolebørn serveret sund nordisk mad. Overraskende tog nogle af børnene på. Det skyldes, at de sov for få timer, viser undersøgelse. OBS: Børnene på fotoet har ikke deltaget i undersøgelsen Foto: MADS NISSEN/POLFOTO


Det er velkendt, at en god nats søvn er afgørende for, at børn kan koncentrere sig i skolen.

Nu viser en ny dansk undersøgelse, at søvnen også beskytter mod overvægt.

Børn, der sover for lidt, får sværere ved at styre appetitten, og dermed stiger deres risiko for at tage på i vægt. Også selv om de spiser sundt.

- Når børn sover for få timer, tyder det på, at de skubber til den fint tunede balance, der er mellem indtaget af kalorier og energiforbruget, siger Mads F. Hjort, der er adjunkt på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Han er forfatter til undersøgelsen, der omfatter 530 børn i 3. og 4. klasse fordelt på ni folkeskoler.

De har deltaget i et projekt, hvor de i tre måneder fik serveret sund skolemad baseret på nordiske råvarer tilberedt på skolen.

I en anden tremåneders periode spiste de deres madpakker.

Gennem de i alt seks måneder blev børnene kontrolleret på kryds og tværs, blandt andet blev deres taljeomkreds og fedtmængde målt, ligesom forskerne noterede, hvor mange timer, de sov om natten.

For alle børn gjaldt, at den sunde mad gavnede deres hjerter, men overraskende så gav de nordiske råvarer en del af børnene mere fedt på kroppen.

Det fik forskerne til at kigge nærmere på elevernes søvnvaner.

- Vi undersøgte den tredjedel, der sov mest, og den tredjedel, der sov mindst, og kunne se, at de børn, der fik nok søvn, ikke tog på. Det gjorde derimod de, der sov kort tid, for selv om maden er sund, så tager man på, hvis man overspiser, siger Mads F. Hjorth.

Resultaterne underbygges af, at anden forskning også har peget på en sammenhæng mellem manglende søvn og stress, og at et højere stressniveau kan føre til, at børn spiser mere usundt og er mindre fysisk aktive.

Tidligere har en undersøgelse fra Rockwool Fonden vist, at flere end hvert tredje danske barn i alderen 7-18 år sover for lidt.

Hvert tredje barn sover for lidt
  • Den tredjedel af børnene i undersøgelsen, som sov kortest, sov gennemsnitligt otte timer og 45 minutter per nat.
  • Den tredjedel, som sov længst, sov gennemsnitligt ni timer og 35 minutter per nat.
  • De kortest sovende børn fik i løbet af tre måneder en større taljeomkreds, tog gennemsnitligt 200 g ekstra fedt på og øgede deres blodtryk i forhold til de børn, som sov længst.
  • Forskerne undersøgte om ændringerne kunne forklares med forældrenes uddannelse og etnicitet, men fandt ingen sammenhæng.
  • En tidligere undersøgelse har vist, at hvert tredje barn i Danmark i alderen 7-18 år sover for lidt. I aldersgruppen 7-9 år drejer det sig om halvdelen.
  • Søvnforskere anbefaler, at børn i alderen fra 6 til 13 år sover 9-11 timer
  • Børn i alderen fra 3 til 5 år bør sove 10-13 timer

Kilde: Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, Rockwool Fonden

UDVID

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.