Zuma med rapport: Betjente bag minedrab bør retsforfølges
34 strejkende minearbejdere blev i 2012 skudt i Sydafrika, og betjentene bør retsforfølges, siger rapport.
Sydafrikanske betjente, som skød og dræbte 34 minearbejdere i forbindelse med en strejke i 2012, bør retsforfølges, siger landets præsident, Jacob Zuma, med henvisning til en undersøgelseskommission.
Sydafrikanske betjente, som skød og dræbte 34 minearbejdere i forbindelse med en strejke i 2012, bør retsforfølges, siger landets præsident, Jacob Zuma, med henvisning til en undersøgelseskommission. Foto: Shiraaz Mohamed/AP


Sydafrikanske betjente, som skød og dræbte 34 minearbejdere i forbindelse med en strejke i 2012, bør retsforfølges.

Det er konklusionen fra en undersøgelseskommission, som den sydafrikanske præsident, Jacob Zuma, refererer i en tale på tv.

Kommissionen er nået frem til, at "politiaktionen 16. august slet ikke skulle have fundet sted," siger præsidenten.

- Kommissionen anbefaler en grundig undersøgelse ledet af chefen for den offentlige anklagemyndighed med henblik på at fastslå strafansvaret hos alle de sydafrikanske betjente, som var involveret i hændelserne, siger Zuma.

Drabene i platinminen skete i forbindelse med en strejke og konflikt, der udsprang af arbejdernes vrede over dårlig løn.

Det førte til en arbejdsnedlæggelse på tre år, og en ny treårig aftale med minearbejdernes fagforening blev underskrevet i 2014.

De voldelige sammenstød i minen sensommeren 2012 er de værste i landet siden apartheidstyrets ophør i 1994.

- Det er en forfærdelig tragedie, som ikke hører hjemme i et demokrati, siger Zuma om minedrabene.

Det var ikke kun strejkende minearbejdere, som blev dræbt under uroen. Også sikkerhedsvagter, ikke-strejkende minearbejdere og to betjente blev slået ihjel - de to sidstnævnte blev hakket til døde.

Det hedder også i rapporten fra undersøgelseskommissionen, at "det ville være umuligt at afvæbne og opløse den strejkende menneskemængde uden store blodsudgydelser."

Episoden ved Lonmin Marikana var den værste af flere i sommeren 2012, og minearbejdere blev også dræbt andre steder. Flere end 100 arbejdere blev skudt, flertallet slap med livet i behold.

Lonmin er verdens tredjestørste producent af platin.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.