Zorniger: Brøndby har stadig mange skridt at tage
Trods en samlet 10-1-sejr i Europa League ser cheftræner Alexander Zorniger fortsat mulighed for forbedringer.
Brøndby-træner Alexander Zorniger var tilfreds med mange ting efter den samlede 10-1-sejr over Valur Reykjavik i returkampen i Europa League-kvalifikationen.
Brøndby-træner Alexander Zorniger var tilfreds med mange ting efter den samlede 10-1-sejr over Valur Reykjavik i returkampen i Europa League-kvalifikationen. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Brøndby slog torsdag aften det islandske hold Valur Reykjavik ud af Europa Leagues første kvalifikationsrunde med en hjemmebanesejr på 6-0 og dermed en samlet storsejr på 10-1.

Cheftræner Alexander Zorniger er tilfreds med, at Brøndby gik sikkert videre og viste endnu bedre takter end i sidste uges kamp i den islandske hovedstad, Reykjavik.

- I første kamp kæmpede vi lidt med vores defensive organisation, siger Zorniger til klubbens hjemmeside.

Tyskeren er derfor glad for, at Brøndby stod stærkere som hold og holdt islændingene fra reelle chancer.

- Vi har stadig mange skridt at tage, men spillerne viste, at vi er på rette vej, siger han.

Den nyansatte Brøndby-træner påpeger, at spillerne har brug for udholdenhed, men de skal også have tro på egne evner i det nye system.

- Vi spiller på en måde, hvor man skal acceptere og turde at lave fejl, fordi vi udfordrer modstanderen med vores genpres.

- Men man tør kun udfordre og lave fejl, hvis man ved, at ens holdkammerater står parat til at hjælpe.

- Derfor skal man ikke blot have tro på egne evner, men også have tillid til holdkammeraterne. Og netop i genpres skal man have tillid til hinanden, forklarer han.

Næste kamp for de blågule er mod Hibernian på torsdag på udebane i anden runde af Europa League-kvalifikationen.

Allerede på mandag drager truppen afsted til det skotske, da man ønsker at benytte lejligheden til en kort træningslejr fra mandag til fredag i Skotland.

Ikke blot som optakt til kampen mod Hibernian, men også som forberedelse til superligasæsonen, der indledes søndag 17. juli, hvor Brøndby hjemme møder Esbjerg.

- Det er altid godt for et hold at få nogle dage sammen i opstartsfasen, hvor vi kan få arbejdet på en masse detaljer og lære hinanden lidt bedre at kende.

- Så vi rejser derfor til Skotland et par dage før, vi normalt ellers ville have gjort til en udebanekamp, men vi mener, at det vil gavne os som hold, for vi har en lang sæson foran os, siger Zorniger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.