Zoneforbud skal spænde ben for hashpushernes hjælpere
Regeringen vil fra årsskiftet skærpe reglerne for zoneforbud for at ramme hashhandlen på gadeplan.
Regeringen vil stramme reglerne for zoneforbud for at ramme hashpushernes hjælpere. Arkivfoto af Københavns Politi, der fjerner hashboder i Pusher Street på Christiania.
Regeringen vil stramme reglerne for zoneforbud for at ramme hashpushernes hjælpere. Arkivfoto af Københavns Politi, der fjerner hashboder i Pusher Street på Christiania. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


Som det er i dag, kan politiet give hashhandlere forbud mod at være i områder i en vis radius fra eksempelvis Christiania. Fremover skal politiet også kunne udstede den slags zoneforbud til hashhandlernes hjælpere.

Det skriver TV 2.

Regeringen vil konkret lade politiet give zoneforbud til personer, som ikke direkte er involveret i hashhandlen, men som hjælper til.

- Nu bliver det udvidet til de vagter, som er omkring det her, og samtidig også dem, der løber med tingene, siger justitsminister Søren Pind (V) til TV 2.

- Og det bliver et meget effektivt instrument i forhold til for eksempel Pusherstreet på Christiania.

Her får pusherne typisk både hjælp fra "løberne", der transporterer hash og penge, og fra "hashvagterne", der sørger for at advare pusherne og løberne, hvis der er politi i nærheden.

Men de nye regler for zoneforbud skal ikke kun gælde omkring Christiania. De skal bruges i hele landet, understreger justitsministeren.

Et zoneforbud gælder i tre måneder og koster en uges fængsel at overtræde.

Det er ikke første gang, regeringen har skruet på reglerne for zoneforbud for at komme hashhandlen til livs.

I juni lagde regeringen op til, at personer, der er straffet for narkotikahandel, skal holde sig op til 1000 meter væk fra det sted, hvor personen tidligere har deltaget i hashhandel.

Det kan eksempelvis medføre et forbud mod at nærme sig Christiania - også selv om personen ikke har udvist "særlig utryghedsskabende adfærd", som reglerne tidligere lød.

Strengere regler for zoneforbud har tidligere haft opbakning fra Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Konservative.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.