Zlatan vil vinde sit første United-trofæ mod Schmeichel
Zlatan Ibrahimovic får officiel debut for Manchester United i Community Shield mod Leicester søndag.
Zlatan Ibrahimovic har hidtil kun spillet testkampe for Manchester United. Søndag gælder det Community Shield.
Zlatan Ibrahimovic har hidtil kun spillet testkampe for Manchester United. Søndag gælder det Community Shield. Foto: Bjorn Larsson Rosvall/AP


Den engelske Premier League begynder om en uge, men allerede søndag bliver sæsonen skudt i gang med den traditionsrige Community Shield på Wembley, hvor den forsvarende mester møder vinderen af FA Cuppen.

Kampen mellem Leicester og Manchester United giver officiel debut til United-manager José Mourinho samt holdets svenske superstjerne, Zlatan Ibrahimovic, der kommer til London for at få et trofæ med fra sin første optræden.

- Det er det første trofæ, vi vil hjemføre. For mig er alle trofæer vigtige. Jeg har vundet 30 trofæer, og jeg vil have flere. Jeg er ikke tilfreds, inden jeg har vundet alle.

- Jeg er vant til at vinde trofæer, og jeg har ikke tænkt mig at spilde tiden. Jeg tror, at klubben har samme filosofi, især en klub som denne. Den er skabt til at vinde, siger Zlatan Ibrahimovic til Manchester United TV.

Leicester med den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel skabte i sidste sæson sensation ved at vinde Premier League, og klubbens manager, Claudio Ranieri, har det fint med at fortsætte i rollen som underdog i Community Shield.

Men dermed ikke sagt, at han ikke har ambitioner om at lave flere store bedrifter med klubben.

- I sidste sæson lavede vi en bedrift, som kan blive svær at gentage. Men jeg vil have det maksimale ud af det. Jeg er meget spændt på, hvad vi kan opnå i denne sæson, siger italieneren ifølge BBC.

Leicester har i sommerpausen forstærket sig med blandt andre Ahmed Musa og Nampalys Mendy, mens andre stjerner har valgt at forlænge med klubben. Herunder topscorer Jamie Vardy og Kasper Schmeichel.

Lørdag blev det således officielt, at danskeren har skrevet under på en ny femårig kontrakt.

Søndagens Community Shield begynder klokken 17.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.