Zlatan overlister Schmeichel og sikrer United en titel
Sæsonens første titel i engelsk fodbold gik til Manchester United, som slog Leicester 2-1 i Community Shield.
Zlatan Ibrahimovic har allerede sikret Manchester United en titel.
Zlatan Ibrahimovic har allerede sikret Manchester United en titel. Foto: Tim Ireland/AP


Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic viste med det samme sit værd for Manchester United, da angriberen søndag aften blev matchvinder mod Leicester i Community Shield - opgøret mellem sidste sæsons engelske mestre og FA Cup-vindere.

Ibrahimovic scorede det afgørende 2-1-mål med under 10 minutter tilbage af kampen på Wembley, da han overlistede Leicester-keeper Kasper Schmeichel med et hovedstød.

Svenskeren er kommet til United i sommerpausen sammen med manager José Mourinho. Sejren var dermed den perfekte optakt til Premier League-sæsonen for duoen, som formentlig kommer til at stjæle en del overskrifter i sæsonens løb.

Premier League begynder i næste weekend, og det er med Leicester som forsvarende mester efter sidste sæsons sensationelle mesterskab.

Schmeichels hold var godt med i kampen, og det bliver spændende at se, om mestrene kan overraske igen og snyde de normalt store klubber i ligaen.

Det bliver også spændende at følge United, som med Mourinho ved roret har genfundet optimismen efter nogle sløje år. Portugiseren har tidligere fejret store triumfer og mesterskaber i England med Chelsea.

Mourinho kunne allerede fejre noget i første halvleg af søndagens kamp. Jesse Lingard scorede et forrygende solomål til 1-0 efter lidt over en halv times spil.

Offensivspilleren modtog bolden på banens midte, og efterfølgende afviste han det halve Leicester-hold med finurlige driblinger, før han passerede Schmeichel.

Kort inde i anden halvleg leverede Marouane Fellaini en brøler af rang med en katastrofal tilbagelægning. Den opsnappede Jamie Vardy, og Leicesters stjerneangriber skuffede ikke. Han rundede David de Gea i United-målet, og så var 1-1-målet en realitet.

Det lignede en straffesparkskonkurrence til sidst, men så hoppede Ibrahimovic højest og fik akkurat placeret bolden uden for Schmeichels rækkevidde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.