Zlatan-holdet smadrer danskerklub
Jonas Lössl og Lars Jacobsen fik ørerne i stjernemaskinen, da Paris Saint-Germain bankede Guingamp med 6-0.
Jonas Lössl i Guingamp-målet havde en travl aften i Paris, da Zlatan Ibrahimovic og holdkammeraterne holdt legestue.
Jonas Lössl i Guingamp-målet havde en travl aften i Paris, da Zlatan Ibrahimovic og holdkammeraterne holdt legestue. Foto: Thibault Camus/AP


Jonas Lössl har nok haft sjovere dage på arbejdet, end den han gennemlevede fredag aften i Paris.

Sammen med Lars Jacobsen og deres klub, Guingamp, fik de en lektion af de store af Edinson Cavani og Zlatan Ibrahimovic, som stod for fem af de seks mål i Paris Saint-Germains knusende sejr på 6-0.

Allerede i kampens andet minut måtte Jonas Lössl gå den tunge gang ind i målet og hente bolden ud af netmaskerne, da Edinson Cavani gjorde det til 1-0.

Godt et kvarter senere gjorde svenske Zlatan Ibrahimovic det til 2-0, inden han i anden halvleg indtog oplæggerens rolle ved både 3-0 og 4-0, som blev sat ind af Cavani og Maxwell.

Cavani fuldbyrdede sit hattrick med 20 minutter igen, mens den svenske angriber lukkede og slukkede til 6-0 i sidste minut.

Undervejs modtog Zlatan Ibrahimovic også en advarsel for en stempling på Lars Jacobsen.

PSG fører nu Ligue 1 med seks point ned til Lyon, som dog har spillet en kamp færre. Når den er spillet, mangler begge hold to kampe i ligaen.

Guingamp ligger midt i tabellen på 10.-pladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.