Zlatan efter nederlag til Real: Vi spillede fantastisk
Den svenske stjerne er tilfreds med alt andet end resultatet i kampen mod Real Madrid i Champions League.
Zlatan Ibrahimovic glæder sig over PSG-spillet i kampen mod Real Madrid.
Zlatan Ibrahimovic glæder sig over PSG-spillet i kampen mod Real Madrid. Foto: Francisco Seco/AP


Fodboldklubben Paris Saint-Germain tabte tirsdag aften 0-1 ude til Real Madrid i Champions League, men de franske mestre kan alligevel være tilfredse med kampen.

Det siger PSG-stjernen Zlatan Ibrahimovic.

- Vi spillede en fantastisk kamp. Vi gjorde præcist det, som vi skulle og skabte mange store chancer. Men, som jeg altid har sagt, de, der begår fejl, taber.

- Vi begik en fejl, og de lavede et mål, siger svenskeren til Viasat ifølge nyhedsbureauet TT.

Real Madrids Nacho satte kampens eneste mål ind efter 35 minutter, og det skete efter en pudsig situation.

Spaniernes Toni Kroos skød på mål, men hans skud ramte PSG-anfører Thiago Silva, og bolden fortsatte i en stor bue ud i venstre side.

Det gæstende holds målmand, Kevin Trapp, drønede ud af sit mål, men kom på mellemhånd, og så kunne Nacho sætte foden på bolden, så den ellers ufarlige situation endte med en scoring.

Real Madrid er med sejren sikker på at gå videre fra gruppe A, selvom der endnu resterer to runder.

Klubben har 10 point for fire kampe, mens Paris Saint-Germain er nummer to med syv point.

- Det var en svær kamp, men vi scorede, tog de tre point og er videre. Det er jeg tilfreds med, siger Real Madrids træner, Rafael Benitez.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.