Zlatan brokker sig over andenplads
Tennislegenden Björn Borg er kåret til Sveriges største sportsmand gennem tiden. Zlatan Ibrahimovic er uenig.
Zlatan Ibrahimovic er utilfreds med, at han kun blev nummer to på listen over Sveriges største sportsmænd gennem tiden.
Zlatan Ibrahimovic er utilfreds med, at han kun blev nummer to på listen over Sveriges største sportsmænd gennem tiden. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Zlatan Ibrahimovic er vant til at skabe overskrifter både på fodboldbanen og med hans selvsikre udtalelser uden for banen.

Denne gang er det dog den tidligere tennisspiller Björn Borg, der løb med overskrifterne, da han blev kåret til Sveriges største idrætsnavn gennem tiden, da Dagens Nyheter spurgte en jury på 10 medlemmer bestående af tidligere og nuværende sportschefer på avisen.

Den svenske fodboldstjerne måtte nøjes med andenpladsen, hvilket ikke faldt i hans smag. I en kommentar siger han:

- Tak, men at blive nummer to er som at blive sidst.

På spørgsmålet om, hvordan hans egen liste havde set ud, er meldingen klar.

- På den liste ville jeg være nummer et, to, tre, fire og fem - med al respekt for de andre, siger Zlatan Ibrahimovic, der dog kalder Björn Borg for en "levende legende".

Den tidligere bordtennisspiller Jan-Ove Waldner indtager tredjepladsen, mens golfspiller Annika Sörenstam og alpinkongen Ingemar Stenmark indtager henholdsvis fjerde- og femtepladsen.

Björn Borg vandt fra 1974 til 1981 hele 11 grand slam-titler - seks French Open- og fem Wimbledon-titler.

- Det, jeg og Ingemar gjorde, var vigtigt for Sverige som idrætsnation. Sverige har haft mange dygtige idrætskvinder og idrætsmænd gennem tiderne, men vi skabte en enorm idrætsinteresse ved hjælp af tv og medierne.

- Det er sjovt at have været en del af, siger Björn Borg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.