Zimling efter 1-3 i Barcelona: De var en tand bedre
Danskeren mener, at Ajax havde meget svære vilkår i udekampen mod FC Barcelona, der vandt 3-1.
Ajax havde det svært mod FC Barcelona, mener Niki Zimling.
Ajax havde det svært mod FC Barcelona, mener Niki Zimling. Foto: Manu Fernandez/AP


Ajax var reelt chanceløs, da holdet tirsdag aften tabte 1-3 til mægtige FC Barcelona på udebane i Champions League.

De hollandske mestre, der havde danskerne Niki Zimling, Lucas Andersen og Lasse Schöne på banen fra start, kom hurtigt i problemer og kunne have været bagud med mere end 0-2, som var stillingen ved pausen.

- Vi spillede mod et klassemandskab, og man må bare indrømme, at de var en tand bedre end os, siger Niki Zimling til TV3+.

Danskeren, der blev skiftet ud tidligt i anden halvleg, var selv igangsætteren til værternes 2-0-føring, da han med en dårlig aflevering ramte en modstander.

Kort tid efter havde Lionel Messi scoret til 2-0, og i resten af halvlegen lignede det en potentiel ydmygelse af Ajax.

- Vi skulle have fat i bolden, og det var svært. For når vi havde bolden, lavede de et genpres på os, siger han.

- Jeg ved ikke, om vi svigtede. Jeg er sikker på, at alle troede på det og gerne ville spille fodbold, men vilkårene var enormt svære i dag, siger Niki Zimling.

Med to point for tre kampe bliver det meget svært for Ajax at blive et af de to hold, der går videre til 1/8-finalerne fra gruppe F.

Franske Paris Saint-Germain fører gruppen med syv point, efter at Edinson Cavani sikrede holdet en sen 1-0-sejr ude over Apoel FC fra Cypern.

FC Barcelona ligger nummer to med seks point, mens Apoel FC er sidst med et point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.