- Socialdemokratiet udspringer af mennesker, der levede på bunden, arbejdere. Og nu er det et parti, der åbenbart går ind for, at de rige skal have lov til at beskytte sig mod de fattige, fordi de trækker dem ned.
Det siger Det Radikale Ventres værdiordfører Zenia Stampe i et interview i Politiko. Mediet fortæller også, hvordan hun også kritiserer Socialdemokraterne for at svigte arven efter Anker Jørgensen, fordi partiet - ifølge Zenia Stampe - mener, at økonomi er vigtigere end at tage imod flygtninge.
I interviewet lægger den radikale profil ikke fingre imellem i sit angreb på Socialdemokraternes flygtningepolitik.
- Anker var om nogen symbolet på den socialdemokratisme, som handlede om at gøre op med de rige og privilegeredes monopol på magt og dannelse. Men i dag handler det om at beskytte de monopoler, så de fattige ikke kommer og ødelægger den rigdom, vi har skabt. Det kan gøre mig trist, siger Zenia Stampe.
Hun peger på, at det danske socialdemokrati udspringer af en international solidarisk bevægelse. I et debatindlæg i Politiken skrev den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, sidste år, at partiet ikke vil "ofre velfærdssamfundet i humanismens navn", og at partiet vil gøre, hvad det kan for at bremse antallet af ikke-vestlige flygtninge til Danmark.
Velfærdssamfundet er ikke gearet til en stor indvandring af flygtninge, fordi de er så svære at integrere.
Det mener Zenia Stampe er usolidarisk, når de, der har mest, vil tørre ansvaret af på dem, der har mindst.
S afviser kritik
Hun erkender dog over for Politiko, at man principielt ikke bør blande sig i andre partiers ideologi. Anker Jørgensens arv vil Zenia Stampe imidlertid gerne føre videre i Det Radikale Venstre.
Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen, afviser kritikken og peger på, at netop Anker Jørgensen var en af de første socialdemokrater, der sagde, at der er en grænse for, hvor mange flygtninge Danmark kan tage imod.
Dan Jørgensen tilføjer, at konsekvensen af den radikale holdning, er, at Danmark skal tage imod langt flere flygtninge end i dag.
Det vil Zenia Stamp ikke tage stilling til, men mener, at den nuværende regerings stramninger kun har begrænset antallet med nogle få tusinde.