Zanka om FCK-guld: Vores fans har savnet det
Mathias "Zanka" Jørgensen og FCK vandt mesterskabet med 2-0-sejr over FC Nordsjælland foran 23.000 fans.
Mathias "Zanka" Jørgensen var mandag med til at nedlægge FC Nordsjælland med 2-0 og sikre mesterskabet.
Mathias "Zanka" Jørgensen var mandag med til at nedlægge FC Nordsjælland med 2-0 og sikre mesterskabet. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Med tre spillerunder tilbage af Superligaen kunne Mathias "Zanka" Jørgensen og holdkammeraterne i FC København mandag lade sig hylde som danske mestre efter en 2-0-sejr over FC Nordsjælland.

De nærmeste forfølgere fra Sønderjyske er ti point efter FCK, der kunne fejre DM-titlen foran godt 23.000 tilskuere på hjemmebanen.

- Det er dejligt. Det var det, vi ville, og nu kan man endelig slippe glæden løs, siger Mathias "Zanka" Jørgensen til Canal 9 og tilføjer, at han skal fejre mesterskabet med en "tår".

Han glæder sig samtidig over, at guldet blev vundet foran klubbens mange tilhængere.

- Det er først gang, at jeg har prøvet det. Det er fantastisk at give noget tilbage til fansene, der har savnet det i et stykke tid, siger "Zanka".

Det er tre år siden, at FCK senest vandt det danske mesterskab.

FCK-manager Ståle Solbakken kan se tilbage på en sæson, der både har budt på pokal- og ligaguld.

- Det er meget fortjent. Vi har bygget på hele vejen og er blevet bedre og bedre. Samtidig har spillerne haft en fin udvikling samtidig med, at vi er blevet stærkere, siger Solbakken til Canal 9.

Han fremhæver anfører Thomas Delaney som den bedste spiller i denne sæson.

Federico Santander scorede begge mål i mandagens 2-0-sejr over FCN.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.