Landstræner Morten Olsen har valgt at starte med Yussuf Poulsen i lørdagens EM-kvalifikationskamp mod Serbien i Telia Parken.
RB Leipzig-angriberen skal husere på den offensive højrekant, som han også gjorde i mandagens 2-1-sejr hjemme over Montenegro. I den kamp imponerede den danske U21-landsholdspiller på fornem vis.
Dermed må Lasse Vibe, som også var i spil til startopstillingen, tage plads på bænken, men IFK Göteborg-angriberen har før vist sig som en god joker at skifte ind.
I angrebet er der også fundet plads til Nicklas Bendtner, som er kommet sig helt ovenpå en drilsk lyskeskade.
Wolfsburg-angriberen, der kun spillede første halvleg mod Montenegro, har først trænet fuldt med de seneste dage, men er som ventet fundet helt fit til kampen.
Tottenham-kreatøren Christian Eriksen fuldender den danske offensiv og begynder på venstrekanten.
Lige bag Bendtner skal Pierre-Emile Højbjerg og Michael Krohn-Dehli forsøge at skabe noget kreativt, mens William Kvist primært varetager de defensive pligter på den centrale midtbane.
I forsvaret jubilerer Simon Kjær i sin landskamp nummer 50, mens højrebacken Lars Jacobsen spiller kamp 75 i rødt og hvidt.
Hele Danmarks startopstilling (4-3-3) ser således ud:
Kasper Schmeichel; Lars Jacobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Simon Poulsen; Pierre-Emile Højbjerg, William Kvist, Michael Krohn-Dehli; Yussuf Poulsen, Nicklas Bendtner, Christian Eriksen.
/ritzau/