RB Leipzig har taget Bundesligaen med storm i oprykkerholdets ti første kampe i den bedste tyske række.
Fredag aften går det løs ude mod Bayer Leverkusen, og her kan Yussuf Poulsens tyske klub skrive historie i ligaen, hvis det lykkes at få point.
RB Leipzig ligger før opgøret side om side med Bayern München i toppen af rækken.
Begge mandskaber har 24 point, men Bayern har en bedre målscore. Får RB Leipzig blot et enkelt point, så overtager klubben førstepladsen, og de første 11 kampe vil være spillet uden at tabe.
Det er aldrig tidligere sket for en oprykker i tysk fodbold, at man er ubesejret efter 11 spillerunder.
Duisburg opnåede i sæsonen 1993/94 som oprykker at være ubesejret efter ti spillerunder, som Leipzig er det nu.
- Vi ønsker helt klart at tage noget med hjem og fortsætte som ubesejret. Er der et muligt point, så er der også tre mulige point, siger RB Leipzigs cheftræner, Ralph Hasenhüttl, ifølge AFP.
Den østrigske træner fokuserer dog ikke på hverken førstepladsen eller Bayern München, der lørdag aften spiller storkamp, når klubben gæster Borussia Dortmund.
- Får vi point, så vil tabellen se sådan ud. Men det er ikke et emne for os.
- Det er hverken holdets motivation eller noget, som vi vil lade os presse af. Vi har andre ting at bekymre os om, og det er en svær udekamp, siger Hasenhüttl.
Bayer Leverkusen ligger på ottendepladsen i ligaen med 16 point.
/ritzau/