Yemens premierminister går af efter 33 timer på posten
Ahmed Awad bin Mubarak kunne kalde sig Yemens premierminister i godt et døgn, før det blev for meget.
Yemens præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi skal nu finde en ny premierminister.
Yemens præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi skal nu finde en ny premierminister. Foto: Colourbox/free


Yemen står uden premierminister, efter at Ahmed Awad bin Mubarak torsdag har valgt at træde tilbage.

Han nåede at sidde på posten i 33 timer.

Mubarak oplyser i en besked på Facebook, at han ikke længere er premierminister, skriver Reuters.

Han nævner ikke noget om de massedemonstrationer, der har været varslet i landet. Bag protesterne står houthi-oprørere, som mener, at Mubarak blev udnævnt som resultat af "udenlandsk indblanding".

Abdulmalik al-Houthi, der er leder af den shiamuslimske houthi-milits, har i tv-transmitterede taler onsdag advaret om, at demonstrationer i gaderne kunne få følgeskab af andre og mere hårdhændede metoder for at få Mubarak afsat som premierminister i landet.

- Jeg forsikrer jer, at der sammen med marcherne i morgen (torsdag, red.), med Guds vilje vil blive taget vigtige skridt, som vil korrigere denne fejl, som er en uacceptabel fejl, sagde han.

Præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi har ifølge regeringskilder accepteret Mubaraks ønske om ikke længere at være Yemens premierminister, mens houthi-oprørerne samtidig har besluttet ikke at eskalere situationen yderligere, skriver det statslige nyhedsbureau.

I september blev mindst 200 personer dræbt under voldsomme kampe i Yemen. Mindst 120 personer mistede livet i det nordlige Yemen i maj, da regeringsstyrker og shiamuslimske houthi-oprørere stødte sammen.

Houthi-oprørere er bredt anklaget for at modtage støtte fra det shiamuslimske Iran.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.