Yahya Hassan erkender stribe af lovovertrædelser
Den omstridte digter indrømmer lovovertrædelser, men nægter sig ifølge forsvarer skyldig i grov vold.
Pressen er massivt til stede mandag ved Retten i Aarhus, hvor retssagen mod Yahya Hassan indledes. Det samme er bevæbnede betjente iført skudsikre veste. Her ses Hassan's forsvarer, Michael Juul Eriksen, forrest i billedet.
Pressen er massivt til stede mandag ved Retten i Aarhus, hvor retssagen mod Yahya Hassan indledes. Det samme er bevæbnede betjente iført skudsikre veste. Her ses Hassan's forsvarer, Michael Juul Eriksen, forrest i billedet. Foto: Scanpix/arkiv


Digteren Yahya Hassan, der mandag er på anklagebænken i Retten i Aarhus, erkender en lang række af de lovovertrædelser, han er tiltalt for.

Men han nægter at have haft til hensigt at begå vold af særlig farlig karakter mod en 17-årig mand.

Digteren, der er klædt i blåt jakkesæt, har med lavmælt stemme erkendt hovedparten af de 35 anklagepunkter, som anklageren har gennemgået ét for ét.

Han har erkendt en række overtrædelser af færdselsloven og at have stjålet sin tidligere forsvarers mobiltelefon under et besøg i retten.

Digteren med palæstinensisk baggrund erkender også at have brudt et polititilhold, han havde fået mod at opsøge sin ekskæreste.

Men Yahya Hassan nægter sig skyldig i anklagen om vold af særlig farlig karakter ved at have skudt mod en 17-årig mand ved en episode i marts på Kappelvænget i det vestlige Aarhus.

Yahya Hassan har endnu ikke udtalt sig om episoden, men ifølge forsvarer Michael Juul Eriksen erkender digteren de faktiske omstændigheder ved skudepisoden.

Men han nægter at have haft forsæt til at ramme den 17-årige i foden, oplyser forsvareren.

Anklager Lars Petersen er nu ved at gennemgå de tekniske beviser, der blev fundet efter skudepisoden.

Der er afsat tre dage til retssagen, og der ventes dom i sagen 16. september.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.