X Factor-Lina: I år kan deltagerne tænke selv
Lina Rafn glæder sig over, at årets talentmasse bærer på folk, der ikke bare vil synge Adele eller andre store sange.
Lina Rafn jubler over bedre deltagere i år end sidste år.
Lina Rafn jubler over bedre deltagere i år end sidste år. Foto: Unger Anthon/free


Lina Rafn har det store smil på, når hun skal fortælle om dette års talentmasse i X Factor.

Ingen overraskelse kunne man tænke. Det har hun vel hvert år.

Men efter det, der med den danske sangerindes egne ord, var en meget skuffende sæson sidste år, kan hun selv og seerne glæde sig til bedre kvalitet blandt deltagerne i år.

- Der er kommet det, jeg har bedt om. Der er kommet nogen med store stemmer. Nogle rigtige sangere. Og det er fedt, siger Lina Rafn.

Men ikke nok med, at deltagerne faktisk kan synge godt på forhånd. I år jubler Lina især også over deltagernes kunstneriske evner og ambitioner.

- Tit vil de store sangere bare gerne synge Adele eller "Hallelujah", men i år har vi fået nogle, der selv kommer og siger: "Hey, kender du det der nummer? Jeg har lige redefineret den, og den har allerede mange views på YouTube", siger Lina Rafn, der især har lagt mærke til at flere deltagere allerede har fundet deres egen stil og lyd.

- De tænker kreativt og har en vision for, hvad de skal bruge deres sangtalent til. De har en sammenhæng mellem, hvordan de ser ud, hvordan de lyder og den sang, de har valgt. De har tænkt over det, taget stilling, og truffet et fornuftigt valg. Det er mennesker, der har fat i den lange ende. Det har været en mangelvare gennem årene, fortæller hun.

Ottende sæson af X Factor bliver skudt i gang med et optaktsprogram den 27. december. Den 2. januar er der premiere på det første rigtige program.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.