X Factor-Jacob: Det blev for meget for mig
Jacob Bering røg som den første ud af X Factor. Ifølge sangeren selv fordi der skulle ske for meget på scenen.
Jacob Berings første aften på X Factor-scenen blev også den sidste.
Jacob Berings første aften på X Factor-scenen blev også den sidste. Foto: Mogens Flindt/Polfoto


Det var en blanding af mange mennesker på publikumsrækkerne og manglende fokus, der sendte Jacob Bering ud af X Factor i årets første liveshow. Det forklarer han kort efter showets afslutning.

- Der var så mange, der kiggede på mig, og samtidig skulle jeg koncentrere mig om dans, tøj, hår og at huske teksten. Det blev vist lidt for meget, siger Jacob Bering, der deltog i voksenkategorien.

De mange faktorer gjorde, at sangeren havde svært ved at holde styr på ordene, der skulle ud af hans mund, og ifølge ham selv fik han derfor byttet rundt på vers og omkvæd. Og sangen var da heller ikke hans eget førstevalg.

- Jeg ville gerne have en sang, hvor jeg kunne lege lidt. Jeg er sikker på, at Blachman vidste, hvad han gjorde, da han valgte "Hotline Bling" til mig, men jeg havde nok ikke selv valgt den, siger Jacob Bering.

Efter at have været i farezonen mod Sarah Glerup, som også synger i voksenkategorien, måtte deres mentor Thomas Blachman tage beslutningen om, hvem der skulle hjem. Og her så coachen altså mere fremtid i sin kvindelige deltager.

Selv om hans rejse blev kort, var det dog en lettet Jacob Bering, der trådte ned fra X Factor-scenen. Han havde nemlig allerede opnået det, han ønskede.

- Mit mål var at komme med til liveshows, så jeg er bare glad for, at jeg nåede det, siger Jacob Bering.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.