X Factor-dommers luksus-natklub i modvind: Bruger østarbejdere
Den underleverandør, som indretter X Factor-dommeren og musik-produceren Remees nye natklub, er tilsyneladende ikke registreret i lovpligtigt register.
Remees natklub, Arch, i det indre København er i modvind.
Remees natklub, Arch, i det indre København er i modvind. Foto: Scanpix/arkiv


Det synes op ad bakke for X Factor-dommeren og musik-produceren Remee, at få gang i sit nyeste projekt, natklubben Arch i Nørregade i det indre København.

Den underleverandør, som er hyret ind til at lave indretning med mere i natklubben, er tilsyneladende ikke registret i det lovpligtige register, der skaber overblik over udenlandsk arbejdskraft i Danmark.

Således er det arbejde der foregår i Remees natklub ulovligt. Det fastslår Palle Bisgaard, næstformand i 3Fs byggegruppe, over for BT.

Remee forklarer til Ekstra Bladet, at arbejdet i klubben foretages af en entreprenør, som han har ansat til projektet:

- Han står inde for over for os, at arbejderne har alt i orden i forhold til deres fagforeninger i deres respektive lande, siger Remee til avisen.

Remees advokat fortæller til Ekstra Bladet, at firmaet, som står for at bygge klubben, er fra Bulgarien og ejes af en af de førende arkitekter inden for natklubber i Europa.

Det register, som 3F ikke kan finde underleverandøren i kaldes RUT-registret. Registret skal sikre opsyn med udenlandske virksomheder der foretager arbejder i Danmark.

Men Remees underleverandør optræder i følge BT ikke i registret, og det anser Palle Bisgaard som stærkt betænkeligt.

- Det er helt klart, at hvis det ikke er registeret i RUT, så er det i strid med lovgivningen, siger han til BT og afviser, at der kan være tale om tekniske problemer med registeret.

Remee oplevede i fredags den tort, at han måtte afvise gæster fra ind- og udland til åbningen af natklubben - den var ikke færdig, da gæsterne ankom. I stedet holdt Remee fest på et hotel i nærheden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.