Wozniackis træner smuttede på grund af familien
Samarbejdet mellem Caroline Wozniacki og David Kotyza blev kort. Slut med at finde ny træner, siger farmand.
Caroline Wozniacki er videre til anden runde i US Open.
Caroline Wozniacki er videre til anden runde i US Open. Foto: Rick Maiman/Polfoto


Caroline Wozniacki fortsætter med at have svært ved at finde en træner, som kan erstatte farmand Piotr Wozniacki over en længere periode.

Det lykkedes heller ikke med tjekken David Kotyza, som tidligere har ført landsmanden Petra Kvitova til Wimbledontriumfer.

Forud for grand slam-turneringen US Open i New York skiltes deres veje, hvilket Caroline Wozniacki selv bekræftede på Twitter for tre dage siden. Piotr Wozniacki kalder situationen for absurd.

Kotyza var mødt op i New York for at træne Caroline Wozniacki, men efter én træningsdag var det slut.

- De trænede sammen en enkelt dag, men næste dag til morgenmaden fortæller David, at han ikke kan fortsætte på længere sigt, siger Piotr Wozniacki til Ekstra Bladet.

- Af hensyn til sin nye familie (kone og barn på knap tre år, red.) vil han ikke være så meget væk hjemmefra.

- Han vil kun være træner hjemme i Tjekkiet og måske en gang imellem tage en tur ud med en tjekkisk spiller. Han siger, at han har tænkt meget natten over og også talt med sin kone om det, og han undskylder meget, siger Piotr Wozniacki.

Tilbage i april i år, da samarbejdet blev offentliggjort, kaldte Piotr Wozniacki tjekken for den helt rigtige træner for sin datter og ham, som Wozniacki-klanen havde ventet på.

Men det sluttede altså hurtigt og brat, hvilket også har været tilfældet med trænere som Sven Groeneveld, Ricardo Sanchez, Thomas Högsted og Arantxa Sanchez Vicario, som ligeledes har været forsøgt i stedet for Piotr Wozniacki.

Nu er Piotr Wozniacki tilbage som cheftræner for sin datter, men han langer ud efter Kotyza.

- Det er lidt billigt. Jeg har også givet ham chancen for at tage sin kone og barn med til Monaco, når han skulle træne Caroline. Jeg har ikke blandet mig i noget. Han har været boss hele tiden. Jeg var bare far.

- Men nu skal det være slut med trænere udefra. Nu skal Caroline ikke igennem flere af den slags forløb. Nu bliver jeg som træner for hende, siger Piotr Wozniacki.

Mandag spillede Caroline Wozniacki sig videre til anden runde af US Open. Næste modstander er verdens nummer 10, russeren Svetlana Kuznetsova.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.