Wozniackis overmand slået af Serena
Verdensetteren Serena Williams slog spanier i tre sæt. Caroline Wozniackis overmand er ude af Australian Open.
Serena Williams møder i kvartfinalen ved Australian Open Dominika Cibulkova. Arkivfoto.
Serena Williams møder i kvartfinalen ved Australian Open Dominika Cibulkova. Arkivfoto. Foto: Rob Griffith/AP


Serena Williams var mandag endnu en gang i vanskeligheder i begyndelsen af en kamp ved Australian Open i tennis.

Men igen kom den amerikanske verdensetter stærkt tilbage og slog spanieren Garbine Muguruza i tre sæt med cifrene 2-6, 6-3, 6-2. Dermed er Serena Williams klar til kvartfinalen i grand slam-turneringen.

21-årige Muguruza, der sidste år slog danske Caroline Wozniacki ud af turneringen, viste fra baglinjen mange stærke slag og formåede i første sæt at få Williams til at begå adskillige fejl.

Men topseedede Williams fik efterhånden bedre og bedre gang i sin serv, og i det afgørende tredje sæt kunne Muguruza ikke stille det store op, efter at hun tabte et maratonparti i begyndelsen af sættet.

Williams brød bagefter spanierens serv to gange, inden hun afgjorde kampen med en kraftfuld forhånd.

I kvartfinalen møder amerikaneren sidste års Australian Open-finalist Dominika Cibulkova.

Cibulkova slog tidligere mandag Victoria Azarenka ud af turneringen i en velspillet kamp. Azarenka vandt i sidste uge over Caroline Wozniacki, som dermed røg ud i anden runde af Australian Open.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.