Wozniacki udraderer amerikaner i to sæt i Auckland
6-0, 6-2 lød de overbevisende cifre, da Caroline Wozniacki onsdag morgen slog Christina McHale.
Caroline Wozniacki vandt igen i to sæt i WTA-turneringen i New Zealand. Arkivfoto.
Caroline Wozniacki vandt igen i to sæt i WTA-turneringen i New Zealand. Arkivfoto. Foto: Adidas/free


Caroline Wozniacki vandt i anden runde af WTA-turneringen i Auckland med knusende 6-0, 6-2 over amerikanske Christina McHale. I tredje runde møder hun rumænske Alexandra Dulgheru, der er nummer 69 i verden.

Kampen startede i et højt tempo, hvor nogle lange dueller oftest faldt ud til Caroline Wozniackis fordel.

Danskeren brød straks sin amerikanske modstander og kom foran 3-0 på trods af, at McHale var udmærket med og flere gange havde muligheden for at bryde danskerens serv.

Wozniacki fortsatte dog uden at vise nåde. Efter en halv times tennis var første sæt overstået: 6-0 til danskeren.

Andet sæt så først ud til at blive en hurtig omgang. Wozniacki kom på nærmest ingen tid foran 5-0 og havde flere muligheder for at spadsere videre til kvartfinalen uden at afgive et parti til sin amerikanske modstander.

Men pludselig blev de lange dueller vundet af McHale, der gang på gang tvang Wozniacki ud i frustrationsråb. Det, der lignede en 6-0, 6-0-sejr til danskeren, blev pludselig til 5-2 i andet sæt med en fordel til McHale.

Efter en peptalk på sidelinjen gik Wozniacki dog på banen og vandt det sidste parti i kampen, der altså endte 6-0, 6-2 til danskeren.

- Jeg føler, jeg spillede godt i dag, men jeg følte, at publikum ville have en lidt længere kamp, grinede Wozniacki, da hun stillede op til interview efter kampen.

Hun var lettet over sit spil, efter hun i første runde kom dårligt fra start.

- Jeg er glad for at jeg spillede sådan her efter kampen i går, der ikke var min bedste.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.