Wozniacki slår småskadet lette og er i US Open-semifinale
Danskeren vandt uden det store besvær 6-0, 6-2 og møder tyske Angelique Kerber i semifinalen.
Anastasija Sevastova ender på jorden efter en duel med Caroline Wozniacki. Tilsyneladende blev letten skadet under sit fald, og danskeren vandt nemt kvartfinalen i US Open.
Anastasija Sevastova ender på jorden efter en duel med Caroline Wozniacki. Tilsyneladende blev letten skadet under sit fald, og danskeren vandt nemt kvartfinalen i US Open. Foto: Eduardo Munoz Alvarez/AFP


Tennisspilleren Caroline Wozniacki imponerer og er klar til semifinalen i grand slam-turneringen US Open efter en sejr på 6-0, 6-2 over letten Anastasija Sevastova.

Allerede tidligt i første sæt måtte den lettiske spiller modtage behandling for en fodskade.

Efter et par lange dueller mellem de to spillere slog Wozniacki en hård bold mod venstre side af baglinjen. Sevastova strakte sig for at returnere slaget, men vred om under udførslen.

Skaden var så slem, at Sevastova måtte modtage behandling.

Letten havde tydeligvis store smerter i de næste partier, som Wozniacki vandt nemt. Danskeren tog sættet med cifrene 6-0, og Sevastova måtte holde drikkepause med tårerne trillende ned ad kinderne.

Letten virkede mindre mærket af skaden i andet sæt, men Wozniacki var sprudlende og levnede ingen chancer til sin modstander.

Først ved stillingen 0-4 i andet sæt lykkedes det for Sevastova at få et point på tavlen, da hun servede et parti hjem og reducerede til 1-4.

Letten fik reduceret yderligere en gang, men Wozniacki vandt også andet sæt sikkert med cifrene 6-2.

Danskeren brød ud i jubel efter sejren, der markerer et flot comeback.

I månedsvis er hun rutsjet ned ad verdensranglisten, hvor hun før US Open lå nummer 74. Der er lagt op til et stort spring op ad listen for danskeren, der med stor sandsynlighed ender helt oppe i top-30 efter turneringen.

- Det er synd for hende, jeg har selv haft den slags skade før. Men jeg måtte få hende til at bevæge sig, og jeg pressede hende tilbage på banen, siger Wozniacki i et baneinterview efter kampen.

I semifinalen møder Wozniacki tyske Angelique Kerber, der tidligere på året vandt grand slam-turneringen Australian Open.

Kerber besejrede i sin kvartfinale sidste års US Open-finalist Roberta Vinci fra Italien med sætcifrene 7-5, 6-0.

Semifinalen i US Open bliver 13. gang, at Kerber og Wozniacki står over for hinanden. 7 af de 12 første kampe mellem de to er endt med tysk sejr.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.