Tennisspilleren Caroline Wozniacki fortsætter sin stime af sejre på WTA-touren i dette efterår. Fredag spillede hun sig frem til semifinalen i Hong Kong Open, hvor hun nu er favorit til at stryge helt til tops.
Den topseedede verdensetter, tyske Angelique Kerber, måtte nemlig tidligere fredag se sig elimineret i kvartfinalen af australieren Daria Gavrilova, der rangerer som nummer 38 i verden.
Bedre gik det for Wozniacki, der i sin kvartfinale slog kineseren Qiang Wang - verdens nummer 73 - med 6-3, 7-5.
Dermed er Wozniacki qua sin seedning som nummer fem den højst seedede spiller tilbage i turneringen.
I semifinalen skal Wozniacki lørdag møde vinderen af kampen mellem serberen Jelena Jankovic (seedet syv) og franske Alizé Cornet, der tidligere i turneringen besejrede den andenseedede amerikaner, Venus Williams.
Wozniacki havde godt styr på begivenhederne fredag uden at være overlegen. Hun var i kampens første del sikkerheden selv i sine egne servepartier. Hun tabte blot fire bolde i sine fem servepartier i første sæt.
I kineserens serv spillede danskeren sig til muligheder fra start, men først på den fjerde breakbold kom Wozniackis servegennembrud til stillingen 5-3.
Ikke den værste timing. For to minutter senere servede Wozniacki første sæt hjem efter 33 minutter på banen.
Wang kom bedre ud til andet sæt. Foran 1-0 spillede hun sig for første gang frem til en breakbold, men Wozniacki afværgede den og kom på 1-1. Historien gentog sig ved stillingen 2-1 til kineseren.
Derimod slog danskeren til, da hun ved stillingen 3-3 spillede sig til en breakbold. Da Wozniacki derefter servede sig rent på 5-3, lignede det kampens afgørelse.
Men da danskeren foran 5-4 skulle serve kampen hjem, vågnede kineseren op. Hun spillede sig til tre breakbolde ved stillingen 0-40 og udnyttede den sidste til at bringe balance ved 5-5.
Det fik Wozniacki til at finde flere ressourcer frem. Med et perfekt passerslag brød hun sig foran 6-5, og denne gang gik det bedre med at serve kampen hjem.
Efter at have været nede med en breakbold udnyttede hun sin første matchbold.
/ritzau/