Wozniacki skal møde grand slam-vinder
Caroline Wozniacki skal i sin første optræden ved China Open møde australieren Samantha Stosur.
Caroline Wozniacki skal møde Samantha Stosur ved WTA-turneringen China Open.
Caroline Wozniacki skal møde Samantha Stosur ved WTA-turneringen China Open. Foto: Shizuo Kambayashi/AP


Caroline Wozniacki skal være på dupperne fra start, når hun træder ind i den store WTA-turnering China Open.

Danskeren oversidder i første runde, og i anden runde møder hun en spiller med en grand slam-titel på CV'et, nemlig Samantha Stosur.

Australieren vandt US Open i 2011 efter finalesejr mod Serena Williams.

I første runde ved China Open slog hun Francesca Schiavone overbevisende 6-4, 6-2. Det var i øvrigt en reprise af French Open-finalen fra 2010, som Schiavone vandt.

Syv gange tidligere har Wozniacki mødt Stosur, og danskeren fører den indbyrdes statistik 4-3, og hun har blandt andet vundet de to seneste opgør.

For Wozniacki er turneringen ekstremt vigtig, da hun samler point for at nå blandt de otte spillere, der træder direkte ind i sæsonfinalen i Singapore.

På den såkaldte race-liste "Road to Singapore" ligger danskeren lige netop nummer otte, inden listen opdateres mandag.

- I første omgang tænker jeg på denne turnering, men jeg håber virkelig at komme med til Singapore. Det er helt sikkert et stort mål for mig.

- Sidste år var jeg en af reserverne. Det var der ikke meget sjov ved. I år kommer jeg forhåbentlig til at spille, siger Caroline Wozniacki til WTA's hjemmeside.

Amerikaneren Serena Williams er topseedet ved China Open. Hun står til at møde den sjetteseedede dansker i en eventuel kvartfinale.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.