Wozniacki seedes til ottendedelsfinale i Australian Open
To afbud til årets første grand slam-turnering rykker Caroline Wozniacki frem i seedningen i Melbourne.
Caroline Wozniacki er seedet som nummer 16 ved Australian Open.
Caroline Wozniacki er seedet som nummer 16 ved Australian Open. Foto: Li wei/LI WEI - IMAGINECHINA


Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er seedet som nummer 16, når der fredag trækkes lod til Australian Open. Det oplyser arrangørerne på sin hjemmeside.

Dermed skal hun helt hen til ottendedelsfinalerne ved årets første grand slam-turnering, før hun risikerer at møde en modstander, der ligger over hende på verdensranglisten.

Den 25-årige dansker ligger aktuelt nummer 18 i verden. Ikke siden 2008 har hun været dårligere placeret, og dermed er vejen til en topplacering i Melbourne en del sværere, end den har været de foregående år.

Men da hverken Lucie Safarova eller Flavia Pennetta, der begge er bedre placeret end Wozniacki, stiller op i turneringen, rykker den tidligere verdensetter to pladser frem i seednings-hierarkiet.

Det kan vise sig at blive adgangsbilletten til kampene i anden uge af Australian Open, hvor der tages hul på ottendedelsfinalerne.

Den forsvarende mester Serena Williams er topseedet hos kvinderne i Melbourne efterfulgt af Simona Halep og Garbiñe Muguruza.

Hos mændene er den forsvarende mester Novak Djokovic ligeledes topseedet med Andy Murray og Roger Federer lige efter.

Lodtrækningen finder sted fredag, og de første kampe spilles mandag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.