Wozniacki ryger ud efter blot en kamp i Rom
Victoria Azarenka var for stor en mundfuld for Caroline Wozniacki i anden runde i WTA-turneringen i Rom.
Caroline Wozniacki kæmpede hårdt for det mod Victoria Azarenka, men danskeren tabte for tredje gang i 2015 til hviderusseren.
Caroline Wozniacki kæmpede hårdt for det mod Victoria Azarenka, men danskeren tabte for tredje gang i 2015 til hviderusseren. Foto: Andrew Medichini/AP


Caroline Wozniacki er allerede ude af WTA-turneringen Internazionali BNL d'Italia efter blot én kamp. Danskeren tabte 2-6, 6-7 til den stærke hviderusser Victoria Azarenka.

Azarenka har tidligere været nummer et i verden, men har taget et dyk ned af verdensranglisten på grund af skader, så det var en særdeles uheldig lodtrækning for Wozniacki.

I første runde var Wozniacki oversidder, så danskeren er ude efter blot en enkelt kamp på gruset i Rom.

Tirsdag vandt hviderusseren i tre sæt over tjekken Lucie Hradecka med 7-5, 2-6, 6-1. Og det talte til Wozniackis fordel, at Azarenka måtte slide i to en halv time for at blive klar til anden runde.

Men det så dog ikke ud til at have tæret på kræfterne hos Azarenka, som havde masser af overskud.

I første sæt kom Azarenka foran 2-0, men Wozniacki svarede hurtigt tilbage ved at vinde de næste to partier og udligne til 2-2. Men så trak hviderusseren ellers fra med hele fire partier i træk og sætsejr.

Andet sæt var langt mere jævnbyrdigt, og parterne blev ved med at bryde hinandens server.

Wozniacki kom foran med 4-2 og senere 5-3 i sættet, men blev senere brudt to gange i træk, så Azarenka kunne serve kampen hjem foran 6-5.

Azarenka missede dog fire matchbolde, og så skulle sættet afgøres i en tiebreak. Her kom Azarenka bedst fra start, og på sin femte matchbold vandt Azarenka kampen, som varede i to timer.

Ved udgangen af 2012-sæsonen var Azarenka nummer et på verdensranglisten, og indbyrdes har hun overtaget mod Caroline Wozniacki.

Seks gange har Azarenka nu slået Wozniacki, mens det fire gange er endt med dansk sejr.

De to spillere har én gang tidligere mødtes på grus i Rom. Det var i 2009, hvor Azarenka også vandt i to sæt - 6-2, 6-2.

Spillerne har allerede mødt hinanden tre gange i 2015, og alle tre kampe er endt med sejre til Azarenka.

Aktuelt ligger den useedede hviderusser nummer 29 på verdensranglisten, mens Wozniacki er nummer fem i verden og var seedet femmer i Rom.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.