Wozniacki runder milepæl med triumf i Hong Kong
Caroline Wozniacki fik elimineret et fransk comeback i finalen i Hong Kong og tog karrierens 25. WTA-titel.
Caroline Wozniacki har de seneste uger løftet sit spil markant. Søndag vandt hun Hong Kong Open med en finalesejr i tre sæt over franske Kristina Mladenovic.
Caroline Wozniacki har de seneste uger løftet sit spil markant. Søndag vandt hun Hong Kong Open med en finalesejr i tre sæt over franske Kristina Mladenovic. Foto: Anthony Wallace/AFP


Caroline Wozniacki rundede søndag en milepæl med sin 25. turneringstriumf i international tennis.

I en spændende finale i Hong Kong Open slog den danske tennisstjerne franske Kristina Mladenovic 6-1, 6-7 og 6-2.

Verdensranglistens nummer 54 var i begyndelsen i store problemer mod den danske overmagt, men franskmanden rejste sig i andet sæt og fik skabt spænding om udfaldet.

Wozniacki lagde fra start et tungt pres på sin modstander og bragte sig hurtigt foran.

Bagud 0-3 og hårdt presset i eget serveparti fik Mladenovic begyndende smerter i lysken, efter at hun havde løbet en returnering op.

Franskmanden rystede på hovedet og med en halvt opgivende attitude, virkede hun som et nemt offer.

Mellem første og andet sæt blev Mladenovic behandlet, og Wozniacki brugte ventetiden på at strække ud. Da behandlingen trak ud, gik den 26-årige dansker i gang med at serve for at holde sig varm.

Da spillet blev genoptaget, havde hendes franske modstander fået tapet låret op. Selv om ansigtsudtrykket var blottet for smil, så havde pausen alligevel givet Mladenovic et klart løft.

Franskmanden bragte sig på 1-0, og senere brød hun også til 3-1, inden Wozniacki fik kæmpet sig tilbage på 4-4.

Med drilske stopbolde lykkedes det at presse en mere og mere frustreret Wozniacki, der alligevel holdt fast til 6-6 og sørgede for, at andet sæt skulle afgøres i en tiebreak.

Flere uprovokerede fejl kostede dyrt for danskeren i tiebreaken, som Mladenovic vandt 7-4.

Efter en nervepirrende indledning på tredje og afgørende sæt, hvor franskmanden havde to breakbolde til at komme foran 1-0, hankede Wozniacki op i sig selv.

På kort tid bragte danskeren sig på 3-0, og da hun også vandt et par tætte partier og kom på 5-0, skulle man tro, at der ikke var mere at rafle om.

Med et ansigt vredet i smerte fik Kristina Mladenovic alligevel reduceret til 2-5, før Wozniacki fik lukket kampen.

Det er blot tre uger siden, at den tidligere danske verdensetter senest strøg til tops i en turnering, da hun sejrede i Tokyo.

Præstationerne i både Tokyo og Hong Kong er et tydeligt bevis på, at Wozniacki er tilbage blandt sportens allerbedste efter en længere periode præget af skader og skidt spil.

For halvanden måned siden var Wozniacki nede som nummer 74 på ranglisten. Med søndagens turneringssejr er hun tilbage i top-20.

Wozniacki opnående sin første WTA-triumf i 2008 i Stockholm.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.