Caroline Wozniacki måtte igennem en hård kamp, før hun natten til torsdag dansk tid spillede sig frem til kvartfinalerne ved WTA-turneringen i New Haven i USA.
Den danske tennisspiller glæder sig over, at hun fik afværget tre matchbolde til italieneren Roberta Vinci på vej mod sejren på 6-4, 6-7, 7-6.
- Jeg blev egentlig bare ved med at kæmpe, siger Caroline Wozniacki til WTA's hjemmeside.
- Kampen kunne være gået til begge sider, men heldigvis gik den min vej, siger hun.
Roberta Vinci havde tre matchbolde i den afsluttende tiebreak i tredje sæt, men det lykkedes ikke for italieneren at sikre den tredje sejr i fem indbyrdes kampe mod Wozniacki.
Danskeren vandt turneringen i New Haven fire år i træk fra 2008-11, og hun føler sig godt tilpas i den amerikanske hardcourt-turnering.
- Jeg er helt klart på hjemmebane, og det hjalp mig igennem. Man kan høre publikum, og de giver mig det sidste lille skub.
- Jeg er sikker på, at hun (Roberta Vinci) også bemærkede det lidt. Hver gang, jeg vandt et point, jublede publikum højlydt, siger Caroline Wozniacki.
I kvartfinalen skal danskeren møde den 21-årige franskmand Caroline Garcia, der ligger nummer 36 på verdensranglisten, 32 pladser under Wozniacki.
Danskeren vandt deres hidtil eneste kamp, som blev spillet i 2012.
/ritzau/