Wozniacki om forskrækkelse: Var allerede i omklædningen
Caroline Wozniacki troede, at sejren var hjemme mod Denisa Allertova, men pludselig skulle hun slås for den.
Caroline Wozniacki sluttede sløjt i sin anden kamp ved årets wimbledon.
Caroline Wozniacki sluttede sløjt i sin anden kamp ved årets wimbledon. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Det kunne have været en af de pressekonferencer, hvor alle spørgsmål havde positiv klang, og man hurtigt ville komme videre i teksten efter en nem og forventet dansk sejr.

Sådan ville det have været, hvis Caroline Wozniacki torsdag havde kørt sejren sikkert hjem over tjekken Denisa Allertova, som danskeren var på vej til ved stillingen 6-1, 5-1 i Wimbledons anden runde.

Nu tabte Wozniacki i stedet fem partier på stribe og måtte kæmpe hårdt for at vinde andet sæt i en tæt tiebreak og kampen 6-1, 7-6.

I stedet kom pressens spørgsmål til at gå på, hvordan i alverden det kunne gå til, at føringen blev sat over styr.

- Jeg følte, jeg havde helt styr på det og var meget komfortabel. Jeg følte, at jeg allerede var i omklædningsrummet, og pludselig var jeg bagud 5-6.

- Det er små ting, der gjorde det. Partiet ved 5-1 var egentlig ok, selv om jeg forsøgte med en stopbold, som endte på min egen banehalvdel. Men derfra blev hun bedre og ramte linjerne flere gange, hvor den lige så godt kunne være gået ud.

- Jeg spillede et godt serveparti ved 5-6 og sagde til mig selv inden tiebreaken, at nu skulle jeg steppe op og serve godt. Jeg er glad for, jeg vandt tiebreaken og slap for at skulle ud i et tredje sæt, siger Wozniacki.

Spoler man tiden tilbage til kampens første 45 minutter, havde hun totalt styr på kampen. Hun tog initiativet fra start, spillede tæt på den rette side af linjerne og servede og returnerede godt.

Der var med andre ord flere positive ting at tage med videre i turneringen.

- Alt fungerede, som det skulle i starten. Jeg servede og returnerede godt. Jeg kom også til kampen med fuldt fokus og kendte hendes stil, siger Wozniacki.

Hun ærgrede sig dog over, at kampen skulle tage et krumspring, inden den til sidst faldt ud til hendes fordel.

- Jeg vil altid gerne vinde så hurtigt som muligt. Men det vigtigste er trods alt at vinde det sidste point, siger danskeren.

Hun kan nu se frem til at spille tredje runde på lørdag mod italieneren Camila Giorgi, der er seedet som nummer 31 i turneringen.

De har mødt hinanden tre gange tidligere med to sejre til italieneren som foreløbigt facit. Men det enlige møde på græs faldt ud til Wozniackis fordel i Eastbourne sidste år.

- Hun satser alt på hver eneste bold, men jeg skal forsøge at presse hende, så hun ikke kan tage initiativet, siger den femteseedede dansker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.