Wozniacki om exit: Mit spil var uacceptabelt
Caroline Wozniacki tabte skuffende til 18-årig schweizer og er stærkt utilfreds med sit eget spil.
Caroline Wozniacki var meget utilfreds meget sit eget spil efter nederlag til ung schweizer i USA. Arkivfoto
Caroline Wozniacki var meget utilfreds meget sit eget spil efter nederlag til ung schweizer i USA. Arkivfoto Foto: Kamran Jebreili/AP


Caroline Wozniacki er langt fra tilfreds med sin egen præstation, efter at hun mandag røg ud af WTA-turneringen BNP Paribas Open i amerikanske Indian Wells.

Den danske tennisstjerne tabte i to sæt til den 18-årige schweizer Belinda Bencic i tredje runde. Samme spiller slog Wozniacki 6-0, 6-0 i en turnering i Istanbul sidste år.

- Det var to vidt forskellige kampe. Jeg gik på banen og spillede ikke godt. Hun spillede stabilt, servede stabilt, men jeg kunne ikke spille tre bolde rigtigt i dag. Hun skulle blot få boldene tilbage på min halvdel, siger Wozniacki til turneringens hjemmeside.

Nu er hendes næste opgave Miami Open, som begynder i næste uge.

- Det var helt klart ingen flot kamp. Forhåbentlig kan jeg få trænet og være bedre i Miami, for mit tennisspil i dag var ikke acceptabelt, lyder det fra den frustrerede dansker.

- Jeg må tage hatten af for hende (Belinda Bencic, red.). Hun udnyttede mine fejl. Hun spillede godt, når hun skulle, og hun holdt bolden i spil og gav mig hele tiden en ekstra bold at arbejde med, siger Caroline Wozniacki.

Wozniacki vandt turneringen i Indian Wells i 2011, mens hun i 2010 og 2013 var tabende finalist.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.