Wozniacki møder US Open-finalist i kinesisk gruppespil
Caroline Wozniacki møder Roberta Vinci og Svetlana Kuznetsova i gruppe D ved WTA Elite Trophy i Zhuhai.
Caroline Wozniacki får italiensk og russisk modstand i gruppespillet i Kina.
Caroline Wozniacki får italiensk og russisk modstand i gruppespillet i Kina. Foto: Charles Krupa/AP


Det er et par rutinerede kvinder, Caroline Wozniacki skal op imod i sæsonens sidste turnering for hendes vedkommende, WTA Elite Trophy i den kinesiske by Zhuhai.

I det indledende gruppespil skal den danske tennisstjerne møde den 32-årige italiener Roberta Vinci og den 30-årige russer Svetlana Kuznetsova, der rangerer som nummer henholdsvis 15 og 26 i verden. Selv er danskeren nummer 17.

Turneringen har deltagelse af 12 spillere, som sluttede lige uden for det fine selskab, der i denne uge spiller sæsonfinale i Singapore.

Spillerne er inddelt i fire grupper à tre spillere, hvorefter de fire gruppevindere mødes i semifinalerne.

På papiret har danskeren fået en fin lodtrækning i gruppe D. Hun slap blandt andet for at møde amerikaneren Venus Williams, som hun gennem hele karrieren har haft svært ved at slå.

Nemt bliver det dog ikke for Wozniacki, da Roberta Vinci så sent som ved US Open sensationelt nåede finalen, hvor hun tabte til Flavia Pennetta.

Wozniacki fører 3-2 indbyrdes mod Vinci og har vundet de to seneste møder.

Hele ti gange har Wozniacki mødt Kuznetsova, hvoraf seks af kampene er resulteret i dansk sejr.

Turneringen begynder tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.