Wozniacki misser finale efter nederlag til amerikaner
Ved WTA-turneringen i Auckland har Caroline Wozniacki tabt i to sæt til Sloane Stephens.
Sloane Stephens er klar til finalen i WTA-turnering i Auckland efter sejr over Caroline Wozniacki. Det er første gang, at danskeren taber til den amerikanske spiller. Arkivfoto
Sloane Stephens er klar til finalen i WTA-turnering i Auckland efter sejr over Caroline Wozniacki. Det er første gang, at danskeren taber til den amerikanske spiller. Arkivfoto Foto: Ahn Young-joon/AP


Danske Caroline Wozniacki går glip af finalen ved WTA-turneringen ASB Classic i Auckland, New Zealand, efter at hun sent fredag aften dansk tid har tabt semifinalen i to sæt.

Nederlaget lyder på 2-6, 6-7 til Sloane Stephens fra USA.

Kampen blev tidligere fredag afbrudt på grund af regn.

Caroline Wozniacki var bagud 2-5 i første sæt, da spillerne blev sendt i omklædningsrummet.

Den danske tennisspiller havde på det tidspunkt fået sin serv brudt to gange af den velspillende Sloane Stephens.

Kampen nåede at være afbrudt i omkring 13 timer, før spillerne igen kunne komme på banen og kæmpe om finalepladsen.

Generelt i kampen virkede amerikaneren en smule mere skarp, når det gjaldt de vigtige bolde.

I andet sæt var Caroline Wozniacki mere aggressiv i sit spil og kom foran. Danskeren kunne dog ikke holde fast i sin føring, og sættet endte derfor meget tæt.

Da Wozniacki missede sin sætbold, blev duellanterne kastet ud i en tiebreak, som amerikaneren vandt sikkert til sætcifrene 7-6.

Den 22-årige amerikaner var ellers bagud 0-5 i indbyrdes kampe mod Caroline Wozniacki, og Sloane Stephens har aldrig tidligere vundet et sæt over danskeren.

Sidste år nåede Caroline Wozniacki frem til finalen ved WTA-turneringen i Auckland. Dengang tabte hun til amerikaneren Venus Williams.

Den 25-årige dansker jagter sin første WTA-titel siden marts sidste år, hvor hun triumferede i Kuala Lumpur i Malaysia.

Wozniackis næste opgave er årets første grand slam-turnering, Australian Open, der går i gang 18. januar i Melbourne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.