Wozniacki klar til semifinale: Slår polak
Caroline Wozniacki skal møde Agnieszka Radwanska i semifinalen i Tokyo. Wozniacki har overtaget indbyrdes.
Caroline Wozniacki har ramt storformen. Nu er hun klar til semifinalen mod Agnieszka Radwanska i Tokyo.
Caroline Wozniacki har ramt storformen. Nu er hun klar til semifinalen mod Agnieszka Radwanska i Tokyo. Foto: Issei Kato/Reuters


Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki har fundet storformen sidst på sæsonen og er for anden gang på få uger klar til en semifinale.

I fredagens kvartfinale i WTA-turneringen Pan Pacific Open i Tokyo vandt hun forholdsvis sikkert over den polske kvalifikationsspiller Magda Linette.

6-4, 6-3 lød sejrscifrene i dansk favør.

I semifinalen venter endnu en polak i form af andenseedede Agnieszka Radwanska. Hende har Wozniacki et godt tag på indbyrdes, hvor danskeren fører 8-4. Spillernes seneste møde er tilbage i grussæsonen sidste år, hvor Wozniacki vandt i Madrid.

- Vi har spillet mange gange før. Hun er en nær ven, og det bliver en svær kamp. Hun har spillet godt i denne uge, og jeg vil bare forsøge at gå ud og spille mit bedste, siger Wozniacki om udsigten til at møde Radwanska.

I sejren over Magda Linette åbnede danskeren med storspil og vandt 12 af kampens 13 første dueller. 3-0, og så var fundamentet for en sejr lagt.

Wozniacki blev ved med at være oven på gennem første sæt, men hun var alligevel ved at lukke polakken ind i sættet.

Danskeren førte 5-3 og kunne serve sætsejren hjem, men Magda Linette greb initiativet i partiet og kom frem til flere breakbolde. De første to afværgede Wozniacki, før Linette udnyttede den tredje.

Tre minutter senere kunne Wozniacki dog ånde lettet op og fortjent sikre sig sejren i første sæt, da hun umiddelbart efter igen brød polakken til 6-4.

I begyndelsen af andet sæt fortsatte den jævnbyrdighed, som var kendetegnende for afslutningen på første sæt.

Begge spillere havde svært ved at holde serv, og derfor kunne de følges ad, da begge blev brudt to gange.

Siden holdt Wozniacki serv og brød derefter igen polakken. Dermed kunne Wozniacki serve sejren hjem. Danskeren blev semifinaleklar, da Linette sendte bolden i nettet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.