Ritzau
Opdateret kl. 12:57
Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki skal nedkæmpe ungdommens mod i første runde af årets French Open i Paris.
Lodtrækningen fredag satte danskeren op mod den blot 17-årige australier Jaimee Fourlis.
Og danskeren, der er seedet som nummer 11 i turneringen, kommer til at iklæde sig en solid favoritrolle til kampen.
Fourlis er et meget ubeskrevet blad på den internationale tennisscene og rangerer helt nede som nummer 336 i verden.
Også i en eventuel andenrundekamp ser det på papiret godt ud for Wozniacki. Her venter enten en endnu ukendt kvalifikationsspiller eller en fransk wildcard-spiller.
Først i tredje runde kan hun støde ind i en seedet spiller i skikkelse af hollænderen Kiki Bertens, der er nummer 19 i verden.
Caroline Wozniacki har døjet lidt med skader og dårlig form i grussæsonen, men hun ventes at være klar til årets anden grand slam-turnering.
Hvornår kampen mod Fourlis spilles, er endnu ikke fastlagt.
Amerikaneren Julia Boserup med de danske aner har til gengæld fået en svær lodtrækning.
Hun skal i første runde møde tjekken Petra Kvitova, som netop er vendt tilbage efter de skader i hånden, hun pådrog sig under et overfald i hjemmet i december.
I herrernes lodtrækning faldt det således ud, at favoritten Rafael Nadal og den forsvarende mester Novak Djokovic kan støde sammen i semifinalen.
/ritzau/