Wozniacki erklærer sig helt fit inden US Open
Caroline Wozniacki er 100 procent klar igen efter småskavanker, og hun tror på et godt resultat i US Open.
Caroline Wozniacki er atter fit for fight, efter at småskader længe har drillet den danske tennisstjerne.
Caroline Wozniacki er atter fit for fight, efter at småskader længe har drillet den danske tennisstjerne. Foto: JM/AP


Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki har haft alt andet end en optimal optakt til årets sidste grand slam-turnering, US Open, der begynder 31. august.

Wozniacki har døjet med småskader i et stykke tid, og i de tre seneste turneringer, hun har stillet op i, har hun tabt sin første kamp.

Men nu lysner det, og optimismen er tilbage.

- Jeg har kæmpet med mit ben og min ryg, og jeg var ikke klar, da jeg gik ind til min første turnering. Jeg havde ikke trænet i et stykke tid, fortæller Wozniacki til Ekstra Bladet.

- Men i sidste uge følte jeg mig fysisk godt tilpas igen. Jeg følte mig på 100 procent. Mentalt havde jeg det også godt igen. Så i denne uge kan jeg forhåbentlig begynde at gøre det bedre.

Den tidligere verdensetter spiller i denne uge WTA-turneringen i New Haven, hvor hun har løftet trofæet fire gange, som en sidste opvarmning til US Open.

Egentlig havde hun planlagt at holde fri, men da kroppen igen var på 100 procent, meldte hun sig klar i New Haven.

Og der er ingen undskyldning for endnu et tidligt exit.

- Der er ikke noget til hinder for, at jeg skulle gøre det godt i US Open. Jeg er klar til at spille her (New Haven, red.), og jeg er klar til at spille US Open, fortæller Wozniacki.

Hun møder i første runde i New Haven den useedede amerikaner Alison Riske.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.