Wozniacki efter sejr: Jeg kan slå alle
Den danske tennisspiller tankede selvtillid med sejren i første runde over Jamie Loeb ved US Open.
Caroline Wozniacki skulle lige vænne sig til varmen, og så gik det hurtigt mod den amerikanske wild card-spiller.
Caroline Wozniacki skulle lige vænne sig til varmen, og så gik det hurtigt mod den amerikanske wild card-spiller. Foto: Charles Krupa/AP


Knæet holdt, og spillet var overlegent.

Så langt så godt for Caroline Wozniacki ved US Open i New York, hvor danskeren tirsdag spillede sig videre til anden runde af grand slam-turneringen.

Det stod klart med sejren over Jamie Loeb på 6-2, 6-0 i en kamp, hvor Loeb blev slået godt og grundigt i hovedet af Wozniackis tennishammer, hver gang den kun 20-årige wild card-spiller forsøgte at være med.

Danskeren nåede finalen i turneringen i fjor, og trods al snakken om et overbelastet springerknæ, så virker Wozniacki som en tennisspiller med mod på mere succes i turneringen.

- Jeg kigger ikke så meget på ranglisten, for jeg ved, at jeg er en god spiller. Jeg ved, at jeg kan slå alle, så det handler egentlig bare om at tro på mig selv, siger Caroline Wozniacki ifølge BT til Eurosport.

Danskeren forklarer, at hun forsøger at lade være med at komplicere sit spil i øjeblikket.

- Jeg nyder det. Jeg tænker ikke over, om det er første runde, tredje runde eller kvartfinaler. Jeg vil bare gerne vinde og spille endnu en kamp, siger hun.

Wozniacki erkender dog, at der var pres på hende for at levere varen.

- Ja, for jeg vidste, at hun intet havde at tabe, og at hun bare ville gå efter det. Jeg vidste, at jeg nok skulle vinde kampen, men man skal lige i gang, siger danskeren til Ekstra Bladet.

Hun skulle også vænne sig til både varmen og forholdene på Arthur Ashe, hvor man er ved at bygge et nyt tag.

- Der var rimeligt varmt derude, og derfor havde jeg strenget mine ketsjere lidt hårdere op, og det var en meget god disposition, og så var der det med solen ved serven. Jeg skulle lige føle mig til rette. Der var lidt flere skygger, siger Wozniacki til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.