Polakkerne får i gennemsnit 5.000 kroner mindre i løn end deres danske kolleger. Og hver tredje af dem er blevet snydt af deres chef. Men selv om de langt fra får en fyrstelig behandling på jobbet, er polakkerne godt tilfredse med danskerne.
Det fremgår af en ny undersøgelse. I den siger ni ud af ti polakker, at de enten er 'godt' eller 'nogenlunde' tilfredse med den behandling, de generelt får af danskerne. Med andre ord: Langt de fleste danskere er venlige, når de møder polakkerne i Netto, på jobbet eller i sportsklubben.
Polakkernes ros fremgår af den hidtil største undersøgelse blandt polakker i Danmark. Undersøgelsen er gennemført af Avisen.dk, Ugebrevet A4 og Fagbladet 3F.
En af deltagerne i undersøgelsen er Katarzyna Anna Bociek. Hun er polak, rengøringsassistent og har været tre år i Danmark.
- Jeg foretrækker næsten at være i selskab med danskere frem for polakker. Danskerne er meget flinke. Og da jeg gjorde rent hos private, gav de mig nogle gange små gaver eller drikkepenge for at påskønne mit arbejde, fortæller Katarzyna Anna Bociek.
Vores ry gør stor forskel
Danskernes gode omdømme blandt polakkerne er vigtig for arbejdsgiverne. Chefernes holdning er, at man for at skabe vækst i Danmark er meget afhængig af, at danskerne har et godt ry blandt udlændinge, så virksomhederne kan tiltrække og fastholde arbejdskraft.
- Vi er dybt afhængige af udenlandsk arbejdskraft, som tilfører virksomhederne kompetencer,skriver Steen Müntzberg, som er underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening.
Polakkernes positive syn på danskerne har formodentlig en del at gøre med, hvordan danskerne møder polakkerne. Det forklarer Jonas Felbo-Kolding, som er ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet
- Når polakkerne møder så forholdsvis mange flinke danskere, hænger det måske sammen med, at danskerne ikke ser polakkerne som fremmede, siger Jonas Felbo-Kolding og uddyber:
- Polakkerne ligner os af udseende, og opfattelsen blandt mange er, at vi kommer fra samme kulturkreds. Modsat udlændinge fra Mellemøsten og Afrika som skiller sig ud på både udseende og kultur.
Wozniacki viser polakkers evner
Polens afgående ambassadør i Danmark, Rafal Wisniewski, er glad for danskernes gode modtagelse af polakkerne. Han vurderer, at danskerne er imødekommende, fordi de generelt har et godt indtryk af polakkerne.
- I de fleste tilfælde er danskernes opfattelse af polske arbejdere og kollegaer fremragende. Vi er sikre på, at den opfattelse vil blive yderligere styrket, når endnu flere fra det polske samfund bliver kendt i offentligheden for deres evner (akkurat som Caroline Wozniacki), skriver Rafal Wisniewski.