Wozniacki: Coaching i grand slams vil løfte niveauet
Caroline Wozniacki synes, det vil være godt for sporten, hvis træneren kan give gode råd under kampene.
Wozniacki er en af de spillere, der ofte benytter sig af et trænerbesøg midt i sættet, og hun mener, at det også bør være en del af kampene på grand slam-niveau.
Wozniacki er en af de spillere, der ofte benytter sig af et trænerbesøg midt i sættet, og hun mener, at det også bør være en del af kampene på grand slam-niveau. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Caroline Wozniacki kunne formentlig godt have brugt et råd eller to undervejs fra træner Piotr Wozniacki, da hun i torsdagens kamp i anden runde i Wimbledon smed en føring på 5-1 i andet sæt og kom bagud 5-6 mod tjekken Denisa Allertova.

Ved WTA-turneringer kan træneren komme på banen og coache sin spiller ved et sidebytte en gang i hvert sæt, men det tillades ikke i de fire grand slam-turneringer. På mændenes tour tillades det slet ikke.

Wozniacki er en af de spillere, der ofte benytter sig af et trænerbesøg midt i sættet, og hun mener, at det også bør være en del af kampene på grand slam-niveau.

- Når man ser på alle andre sportsgrene, er det tilladt at coache. Jeg kender i hvert fald ikke nogle sportsgrene, hvor man ikke må.

- I den sidste ende vil det kun give kampene en højere standard. Jeg kan i hvert fald ikke se, hvorfor det ikke skulle tillades. Men igen, det er traditioner, der kommer i spil.

- Jeg tror bare, at tilskuerne og alle andre ønsker, at der bliver spillet på det højst mulige niveau, siger Caroline Wozniacki.

Hun vandt den føromtalte kamp 6-1, 7-6 og er foreløbigt klar til tredje runde i Wimbledon. Her skal hun lørdag møde den 31.-seedede italiener, Camila Giorgi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.