Wozniacki begynder tidligt på ydmyg arena
Caroline Wozniacki møder Denisa Allertova i første kamp på bane 12 torsdag i Wimbledons anden runde.
Det bliver i mere ydmyge rammer end Centre Court, at Caroline Wozniacki skal slå sig videre til tredje runde i Wimbledon
Det bliver i mere ydmyge rammer end Centre Court, at Caroline Wozniacki skal slå sig videre til tredje runde i Wimbledon Foto: Tim Ireland/AP


Det bliver mere ydmyge rammer end i første runde, når Caroline Wozniacki torsdag spiller anden runde i Wimbledon mod tjekken Denisa Allertova.

Efter at have indledt turneringen på Centre Court skal Wozniacki i sin anden kamp spille på bane 12.

Også tidspunktet er helt anderledes end tirsdag, hvor Wozniacki spillede sidste kamp i de tidlige aftentimer.

Torsdag er hun sat som første kamp på programmet, hvorfor man kan forvente, at kampens starttidspunkt bliver klokken 11.30 lokal tid - 12.30 dansk tid. Forbeholdet er, at regnbyger kan drille.

Det er slet ikke urealistisk. Vejrmeteorologerne har således lovet regn det meste af formiddagen, men siden skulle det blive bedre vejr med op til 25 grader, så opgøret skal nok blive afviklet.

Det er første gang, at Wozniacki og Allertova står over for hinanden. Tjekken ligger nummer 83 i verden, hvorfor danskeren bærer en klar favoritværdighed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.