Wozniacki afslører sin maraton-hemmelighed
Caroline Wozniackis hemmelige våben til at klare New York Marathon var hverken træning, søvn eller en sund kost. Det var masser af popcorn.
Caroline Wozniacki var glad, da hun kom i mål efter en flot tid til New York Marathon.
Caroline Wozniacki var glad, da hun kom i mål efter en flot tid til New York Marathon. Foto: Craig Ruttle/AP


42 kilometer på 3 timer, 26 minutter og 33 sekunder.

Det må siges at være en imponerende tid, som den danske debutant Caroline Wozniacki søndag præsterede at løbe New York Marathon på.

Men ifølge Wozniacki selv er der en helt særlig grund til, at hun var i stand til at løbe distancen så hurtigt: masser af popcorn.

- Min hemmelighed, der fik mig til at klare maratonløbet, var mit store indtag af kulhydrater dagen før. Jeg fik ikke bare én omgang popcorn, men to, skriver den 24-årige odenseaner på sin Instagram-profil.

Da tennisstjernen kom i mål i New York, blev hun modtaget af sin kendte kollega og evige tennisrival Serena Williams. Dog var der søndag eftermiddag ikke meget rivalisering mellem de to veninder i New York.

- Er det normalt at græde, når nogen gennemfører et maraton? Jeg er så stolt af dig, Caro, skriver Williams nemlig på sin Twitter-profil.

Opdateringen på Twitter var dog ikke den eneste Caroline-opdatering, den verdenskendte tennisstjerne lavede.

- Så flot ser hun ud efter at have klaret et maraton! skriver Williams således også på sin Instagram-profil om et billede af Wozniacki, som storsmilende står og viser sin medalje frem.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.